»Jeg betaler mindre i skat end min rengøringsdame.«

Sådan lød ordene for nylig fra direktøren fra én af de største internationale kapitalfonde. Han er den første i branchen, som bryder mange års tabu omkring de uhyrligt store summer, som hver år lander i lønningsposen hos lederne i mange af de store kapitalfonde. Og man skal ikke lede længe for at finde årsagen.

18 procent i skat

Jeg kan se, hvordan mange virksomheder tømmes for værdier, når de bliver opkøbt af de store kapitalfonde. Enorme honorarer og en ekstrem professionel spekulation i at undgå at betale skat – det er forklaringen på, at direktøren betaler mindre i skat end rengøringsdamen. Og så ømmer kapitalfondspartnerne sig oven i købet over, at de betaler skat – helt op til 10 procent, ja i nogle tilfælde helt op til 18 procent.

Uligheden vokser

Jeg kan se det overalt på planeten – i USA og i Europa. Afstanden mellem overordentligt rige mennesker og almindelige arbejdsindkomster bliver større og større.

I USA er uligheden nu den største siden det store sammenbrud i 1928. Jeg spurgte for nylig i Dansk Metal: »Hvor lang tid skal en ærværdig smedesvend arbejde for at kunne sætte 100 millioner kroner ind på kontoen, sådan a la Dyremose?«

Og svaret lød: »Åh, sådan cirka 350 år!«

Det er unægteligt hårdt arbejde. I Europa melder spørgsmålet sig: Hvordan kan vi forsvare det over for de mange millioner af arbejdere, som hver dag gør en stor indsats på arbejdspladsen og samtidig kan se, at direktører og bestyrelsesformænd uden at blinke tjener mange gange deres løn?

Et overset problem

Der er hårdt brug for, at verdens ledere indser, at vi ikke kan fortsætte ad denne vej. På G8-topmødet denne uge i Heiligendamm er fokus på klima og Afrika. Men det burde også være på den stigende usikkerhed og utryghed på arbejdsmarkedet, som kapitalfondenes opkøb forårsager. Det er et globalt problem, som alt for længe har været overset – og nu er det virksomhedernes medarbejdere, som betaler prisen.

Jeg forventer ikke meget

På vegne af De Europæiske Socialdemokrater har jeg i et brev til den tyske kansler, Angela Merkel, understreget, at man på G8-topmødet må tage den stigende ulighed alvorligt og handle derefter.

Det nye demokratiske flertal i det amerikanske Senat og i Kongressen fornægter sig heller ikke, når det gælder en ny indsats mod uligheden. Jeg har talt med dem – og formanden for Kongressens Finanskomité, Barney Frank, har sendt et tilsvarende brev til den amerikanske præsident George Bush.

Jeg forventer mig ikke det helt store af G8-topmødet – og jeg ved godt, at arbejdet med at få skabt fornuftige rammer for kapitalfondenes operationer er op ad bakke.

Men sådan er det jo: »If you don’t fight, you don’t count«.