Internationale selskaber vil kraftigt overveje at forlade Danmark eller slet ikke starte en virksomhed, hvis skatteministerens forslag gennemføres. Og det vil betyde tab af job.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Industris direktør, Tine Roed, efter at skatteminister Thor Möger Pedersen har sat gang i jagten på de internationale selskaber, der ikke betaler nok i skat.
Det betyder både 160 ekstra mand på arbejde hos Skat - og samtidig truer han med at hænge virksomheder ud på Skats hjemmeside, hvis de ikke betaler nok i skat.
De udmeldingerne vil gå ud over antallet af arbejdspladser, mener DI.
"Er der vedvarende usikkerhed om rammerne for investeringer, så er det klart, at det mindsker lysten til investeringer, og det betyder tab af arbejdspladser," siger direktør Tine Roed til Newspaq.
Hun siger, at virksomhederne naturligvis skal betale den skat, de skal. Men at mange også bare følgerne reglerne.
"Politikerne har selv fastsat reglerne, og de har strammet dem igen og igen. Hvis det er sådan, at virksomheder ikke tjener penge eller har lavet meget store investeringer, hvilket vi gerne vil have, og det betyder, at virksomhederne ikke betaler skat, men at medarbejderne så gør det, så kan vi jo ikke klandre virksomhederne for at følge de regler," siger Tine Roed.
Skatteministeren håber på, at tiltaget vil resultere i en ekstra indtægt i statskassen på 625 millioner kroner i 2013.