Den nye regering vil ifølge regeringsgrundlaget begrænse uligheden og mindske fattigdommen.
Samtidig tager den dog en række initiativer, der netop rammer de svageste. Det indrømmer skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).
Det drejer sig blandt andet om øgede afgifter på tobak, alkohol og fedt.
"Jeg kan ikke afvise, at der vil være et år med en eller anden skævhed. Men jeg håber, at den vil kunne afvejes af de prioriteringer - de nye tiltag - vi gennemfører for indtægterne," siger Thor Möger Pedersen til Politiken.
Skatteministeren refererer til, at regeringen vil bruge de fem milliarder fra afgiftsstigninger på usund levevis til bedre sygehuse og en bedre folkeskole.
Regeringen har også lagt op til at sænke skatten på arbejde - dog skal reformen have en 'rimelig social balance'.
"Vi skal flytte beskatningen af arbejdsindkomst over på andre kilder. Og når vi så stiller krav om, at skattereformen skal have en rimelig social balance, skal vi finde nye kilder, der rent faktisk rammer de bedst stillede," siger han til Politiken.
Skattereformen er dog udskudt på ubestemt tid af hensyn til 'ambitionen om et bredt samarbejde', siger Thor Möger Pedersen.
Kilde: Politiken