Før de begge vendte tilbage til politik, spåede Christine Antorini og Connie Hedegaard, at religion blev dette årtis store emne i politik. De har på mange måder fået ret – religionen fylder umanerligt meget i den offentlige politiske debat, men på en underligt negativ måde. Der er endnu i Danmark ikke præsenteret en holdbar kobling mellem religion og politik – endsige blot antydningen af en gennemtænkt religionspolitik.

Tro skal udfordres

I de fleste lande siger politikerne til de religiøse grupperinger, som Julius Nyerere for eksempel gjorde det i Tanzania i sidste del af det 20. århundrede: »Play your role!« Kom ud på banen og giv jeres bidrag med.

Det gælder, uanset hvor mange religioner der er i et land – eller om to store religionerne står over for hinanden, sådan som islam og kristendom gør det i Tanzania. Det bedste for alle parter er at udfordre religionerne til at bidrage, både med synspunkter omkring værdier og menneskesyn, og – hvor det er muligt – med praktisk indsats, for eksempel i socialt arbejde og udviklingsprojekter.

Duk nakken

I stedet for Giv jeres bidrag er danske politikeres budskab til de religiøse grupperinger i Danmark: Duk nakken og hold lav profil og hold helst helt kæft!

I stedet for at udfordre religiøse og sekulære grupper til at kappes om, hvem der kan yde de bedste bidrag til udviklingen af det fælles samfund, prøver man på at holde religionerne uden for det offentlige rum. Det er ikke blot spild af ressourcer, men det er også en farlig situation, hvor religionerne henvises til at virke i dølgsmål – i det private rum .

Et religiøst funderet bidrag til dansk politik må være karakteriseret ved, at det er følsomt over for mennesker, der svigtes, diskrimineres og måske kanøfles ud af samfundet.

Det afgørende er ikke magten til at bestemme fordelingen af økonomiske goder mellem de rige og de meget rige. Det afgørende er, at politikken holdes på den solidaritet med de svageste, som er en hovednerve i kristendommen – og måske også i islam.

Fra sag til sag

Som Jesus fokuserer på »disse mine mindste« (Matthæus 25), må en religiøst funderet politik søge at gøre det fra sag til sag i socialpolitik, ulandspolitik, religionspolitik og så videre. Den må ikke have religiøst præfabrikerede svar på konkrete politiske spørgsmål.

Man kan ikke i religiøs selvsikkerhed tromle fornuftige politiske argumenter ned. Men lige så lidt må den herskende politik have lov til at udradere religiøst betingede synspunkter på politiske emner.