Lad os hoppe ind i historien en kold forårsdag i 1766.

Om et par sekunder vil den 17-årige Christian d. 7 endnu engang løfte en af de antikke stole i Christiansborgs Slots store balsal og slynge den mod det meterhøje glasvindue ud til slotspladsen. Stolen vil smadre ruden og fortsætte sit fald ned til menneskemylderet på slotspladsen.

Her vil folk straks stimle sammen. Nogle vil smile og tænke, at det da vel nok er en munter konge, Danmark har fået sig. Andre vil gøre sig klar til kamp, vel vidende, at nu kommer der igen gratis værdifuldt hittegods ned fra oven.

Og så vil Christian d. 7 sende en byge af nodepapir, bøger, brænde og møbler ud gennem det splintrede vindue.

Bragte frihed til landet

I dag er det 200 år siden, at en af kongerækkens mest mærkværdige regenter døde af et slagtilfælde. Historien om Christian d. 7. er på en gang historien om en mand, som blev drevet længere og længere ud af sin skizofreni, sin depression og sin sadomasochisme. Men også om, hvordan samme mand på samme tid på forunderlig vis kunne være med til at føre Oplysningstidens idealer om frihed og lighed til Danmark.

Men inden vi fortsætter fortællingen og lader den uregerlige regent slippe afsted med sit lille raseriudbrud, skal vi lige have et par ting på plads:

Det går ufatteligt godt i Danmark i midten af 1700-tallet. Der har ikke været krig siden 1720, de store handelshuse har dundrende succes med at sælge krydderier og slaver, og økonomien præges af højkonjunktur.

Landet blomstrer. Enevælden er en succes. Og Christian d. 7. har lige arvet tronen fra sin far, Frederik d. 5.

Balancerer på knivsæg

Men midt i alle lyksalighederne står altså denne unge og nykronede konge på sit slot midt i hovedstaden og smider ting ned til folk. Og her begynder historien om Danmarks mærkeligste regent så for alvor.

Situationen balancerer på en knivsæg. Endnu er det denne forårsdag helt ukendt for menigmand, at diagnoserne skizofreni og depression senere vil passe som fod i hose på Christian d. 7.

Kun i hoffet aner man uråd. Hvordan kan Danmark styres af en konge, som den ene dag er rablende glad og den anden åndsfraværende tvær? Energisk om morgenen, bister om aftenen? Hvad vil de andre lande ikke tænke?

Sadomasochist

Løsningen kommer til at ligne noget, som en enhver velmenende klog kone ville råde til langt op i de næste århundreder.

Man finder den desperate mand en kvinde.

Hen på efteråret 1766 bliver Christian d. 7. således gift med sin kusine Caroline Mathilde, en ung engelsk prinsesse.

Men heller ikke faste ægteskabelige gøremål synes at kunne berolige den unge mand, og efter et par måneder begynder han at turnere i det københavnske natteliv.

Her møder han så Støvlet-Cathrine. Hun er ung, smuk, eftertragtet – og prostitueret.

Umiddelbart en farlig cocktail for den unge og nu gifte konge. Men Christian d. 7. kaster sig ud i eventyret med krum hals, og bliver i de kommende måneder en evig hovedpine for hoffet, der stadig har landets ry og rygte at tænke på.

Den unge kvinde er sågar »indstillet på at følge kongens sadomasochistiske tilbøjeligheder,« som det hedder i en historisk kilde.

Og hvad gør man så, når et kvindfolk har erobret en lidt for fast plads i kongens utilregnelige hjerte? Man sender hende væk.

Støvlet-Cathrine ryger i 1768 i fængsel i Tyskland.

Møder Voltaire

Hjemme på Christiansborg fortsætter kongen imidlertid de ildevarslende takter. Først da han et par år senere drager på sin første udlandsrejse til Frankrig, tager historien om den skizofrene konge en drejning.

Her møder han nemlig den franske oplysningsfilosof Francois Voltaire og den danske læge Johann Struensee. Med den første diskuterer han demokrati, menneskerettigheder og filosofi – og med den anden sit sind, sin hverdag og sine problemer.

Christian d. 7. lader Voltaire blive i Frankrig, men han tager Struensee med hjem. Og den smukke livlæge kravler hurtigt op i hierarkiet, ja, han snupper såmænd kongens forsømte hustru og gør hende til sin egen elskerinde.

Det synes kongen nu ikke at bekymre sig synderligt om, og mens den unge regent fortsætter sine raserianfald og pinlige optrædener, stykker Struensee i sin skikkelse af reel leder af landet et helt nyt Danmark sammen: ingen censur, ingen bureaukrati og meget mindre magt til godsejerne.

Den gale Christian d. 7. havde indirekte ført Oplysningstiden til Danmark.

Dør alene

Siden går det grueligt galt. Struensee væltes ved et kup og dømmes til halshugning og hans love annulleres. Christian d. 7. selv bliver en gang for alle gemt godt og grundigt væk i Rendsborg i Holsten i det nuværende Tyskland.

Her lever kongen i stilhed og uden magt frem til en forårsdag for præcis 200 år siden, hvor lyden af marcherende tropper pludselig toner frem uden for hans vindue.

Det er den franske kejser Napoleons lejetropper, der er kommet for at hjælpe Danmark.

Christian d. 7. har imidlertid en af sine dårligere dage, og han tror, at soldaterne er kommet for at slå ham ihjel.

Så han dør af et slagtilfælde; alene, uden magt.

Men historien om en af Danmarks til dato vildeste konger skal vise sig at leve videre.

Artiklen er blevet til efter samtaler med historikerne Jakob Ørnbjerg, Aalborg Universitetscenter, og Michael Bregnsbo og Ulrik Langen, begge Syddansk Universitetscenter.