Den olympiske flamme er blevet tændt i Athen og markerer dermed, at der ikke er lang tid til OL i London til sommer.
Ilden blev tændt under en ceremoni i Hera-templet torsdag med deltagelse af skuespillere i kostumer med inspiration fra det gamle Grækenland.
- Vi lover at beskytte flammen og værne om dens traditioner og iscenesætte en fakkelstafet, som vi kan være stolte over, siger chefen for Londons olympiske komité, Sebatian Coe.
Flammen skal en tur rundt i Grækenland og England, inden OL begynder 27. juli i den engelske hovedstad.
Den første flammeløber var den græske svømmer Spyros Gianniotis, som er født i Liverpool. Næste løber var den engelske bokser Alexander Loukos, hvis far kommer fra den græske ø Lesbos.
- Jeg ryster af spænding. Det er den største ære for en atlet at gøre dette, sagde Spyros Gianniotis under prøverne til ceremonien onsdag.
Flammen skal rundt i Grækenland den kommende uge, hvorefter den fragtes til Storbritannien. Den ankommer på det olympiske stadion i London 27. juli, når OL starter.