En bagende varm onsdag på Roskilde Festival går over i historiebøgerne.
Med en temperatur på 32,2 grader i Roskilde har onsdag været den varmeste dag nogensinde på festivalen, der første gang så dagens lys i 1971.
Det siger klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Frans Rubek.
- De 32,2 grader er det højeste, der nogensinde er målt under Roskilde Festival. Den seneste rekord blev sat i 2019, hvor der blev målt 32,0 grader, siger klimatologen.
Rekordtemperaturen i Roskilde blev helt specifikt målt ved Roskilde Lufthavn.
Da den ligger få kilometer fra selve festivalens område, vurderer DMI, at den rekordhøje måling er repræsentativ, forklarer Frans Rubek.
Årets udgave af Roskilde Festival er den 53. af slagsen.
Undervejs forventes 130.000 at deltage i musikfestivalen.
Roskilde er ikke den eneste by, der onsdag har haft varme himmelstrøg over sig.
Flere steder i det østlige Danmark krydsede 30 grader.
Varmest var der i Holbæk i det nordvestlige Sjælland, hvor termometeret viste 34 grader.
- 34 grader lyder voldsomt, men det er "kun" den 12. højeste temperatur, der nogensinde er målt i juli måned, siger Frans Rubek.
Varmerekorden for juli lyder på 35,9 grader og blev målt i Abed på Lolland i 2022.
Mens dagtimerne har budt på solskin, kommer aftentimerne onsdag flere steder til at byde på mulige skybrud og tordenvejr.
DMI har således forlænget varslet om potentielt farligt vejr i aften- og nattetimerne for den østlige del af landet.
Tidligere var varslet sat til at slutte klokken 23 onsdag aften, men det blev forlænget til klokken 01 natten til torsdag.
Det skyldes ifølge DMI, at fronten er langsommere om at passere Sjælland end ventet.
Lokalt vil byger have skybrudsintensitet og være med hagl og vindstød af kulingstyrke. Meget lokalt kan der blive tale om stormstyrke.
/ritzau/