"Vild med dans" har været en fast del af TV 2s programflade siden 2005. Men efter 20 år er det slut, oplyser TV 2.
Årets "Vild med dans", der får premiere i september, bliver således sidste sæson af programmet.
Efter 20 år og 22 sæsoner vil TV 2 nu gøre plads til ny underholdning.
- 'Vild med dans' har i to årtier været en hjørnesten i dansk tv og en helt særlig fredagstradition. Båret frem af festlig live-musik og iklædt de smukkeste outfits har de mange modige dansere givet os fantastiske tv-øjeblikke, flyttet grænser og udfordret normer, som vi vil huske mange år endnu. Det har været enormt inspirerende, og det er derfor også med stor stolthed og endnu større taknemmelighed, at vi runder "Vild med dans" af efter den kommende sæson, siger TV 2s programdirektør, Dorthe Thirstrup.
Programdirektøren forklarer, at TV2 skal udvikle sig i takt med danskernes behov:
- Weekendunderholdning på TV 2 skal kunne samle os bredt og på tværs af generationer hen over hele weekenden - både live og på streaming, og det omfavner "Vild med dans" i mindre grad i dag.
- Vi siger derfor farvel til et ikonisk program, men ikke til idéen om fælles tv-oplevelser. Fremover vil vi tilbyde velkendt underholdning som 'Stormester', 'Forræder' og 'X Factor', og så glæder vi os også til at kunne præsentere to helt nye underholdningsformater for hele familien efter sommerferien, siger Dorthe Thirstrup.
Men inden der sættes punktum kan seerne i den sidste sæson af "Vild med dans" glæde sig til et gensyn med "Vild med dans"-værterne Martin Johannes Larsen og Cilia Trappaud, et dommerpanel bestående af Marianne Eihilt, Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen - og ti nye dansepar.
- Den kommende sæson af "Vild med dans" bliver, som vi kender programmet bedst - en kæmpe hyldest til dansen, musikken, fællesskabet og festen. Til finalen markerer vi afslutningen med et brag foran 3000 publikummer i Forum Horsens, hvor vi ser tilbage på 20 år med "Vild med dans". Det bliver en finaleaften fuld af glæde og taknemmelighed - og så skal vi selvfølgelig også finde den sidste vinder nogensinde, siger TV 2s redaktør, Mads Elias Højbjerg Ravn.