Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
I TORSDAGS offentliggjorde Folketingets Ombudsmand en kritik af Gribskov Kommune, som i disse offentlige sparetider fortjener lidt ekstra opmærksomhed.
LÆS OGSÅ: Kommune gav ansatte mundkurv på: Får kritik af ombudsmand
Ombudsmanden kritiserer, at Gribskov kommunes ledelse i en mail til medarbejderne i kommunens børne- og ungeinstitutioner understreger medarbejdernes loyalitetspligt på en måde, som mere end antyder, at hvis de ikke dæmper sig, kan det få konsekvenser for deres ansættelse.
Eller på godt dansk: Så bliver de fyret.
MAILEN BLEV udsendt i forbindelse med en konkret debat på facebooksiden ”Forældre i Gribskov”, hvor aktuelle forhold på børne- og ungeområdet i Gribskov Kommune blev debatteret, herunder anvendelsen af ressourcerne på daginstitutionsområdet. En medarbejder i kommunen fremsatte nogle kritiske ytringer på siden, og blev efterfølgende tildelt en tjenstlig advarsel netop på grund af dem.
Ombudsmanden mener derfor, at mailen ”efterlader det indtryk, at kommunen ikke ønskede, at de ansatte skulle udtale sig kritisk om deres arbejdsområde i den offentlige debat, selvom de udtalte sig på egne vegne. At signalere den slags er i strid med de ansattes ytringsfrihed”.
EFTERFØLGENDE HAR Gribskov Kommune over for Ombudsmanden erkendt, at mailen kunne forstås på den måde, men at det ikke var hensigten at begrænse de ansattes ytringsfrihed. Det er meget muligt, men fremgangsmåden er ikke uden sidestykker.
En uudtømmelig inspirationskilde til mine klummer er mine mange gode socialrådgivervenner, som er ansat i det offentlige. Der går sjældent en uge uden, at de kan fortælle en tankevækkende historie fra dagligdagen i en forvaltning, på et sygehus eller i de altid udskældte jobcentre. Og meget kan man sige om disse arbejdspladser, men de er ikke kedelige. De er bestemt heller ikke altid så dårlige, som den daglige omtale af dem kunne give indtryk af.
Et tilbagevendende tema hos vennerne er dog, hvor meget man egentlig må blande sig i debatten, når man er ansat i det offentlige. Ofte oplever de eksempelvis, at der skal spares penge på en måde, som går alvorligt ud over deres muligheder for at løse de opgaver, de har. De har også en klar fornemmelse af, at de risikerer at komme i bad standing hos deres chefer, hvis de ytrer sig offentligt om, hvad der foregår. Men det har de faktisk ret til.
NOGEN VIL kunne huske eksemplet fra Odense i efteråret, hvor ledelsen bad socialrådgiverne om at lukke hver femte børnesag, fordi budgetterne skulle overholdes. Her skete der det helt usædvanlige, at først den ene og så den anden socialrådgiver sagde nej til ordren, som var klart ulovlig. Sagen endte som bekendt på forsiden, cheferne fik sparket og socialrådgiverne fik ”Den Gyldne socialrådgiver” som en anerkendelse af deres mod til at holde fast i fagligheden. Men det er yderst sjældent, at det hele kommer frem i lyset som i denne sag. Og det skyldes blandt andet, at medarbejderne parerer orde og klapper kaje af skræk for, at det er dem, der bliver fyret.
I regeringsgrundlaget 'Et Danmark, der står sammen' fra 2011 lovede S-R-SF-regeringen ellers at sikre, at offentligt ansatte – uden at risikere at blive opsagt - kan råbe vagt i gevær, hvis forholdene på deres arbejdsplads ikke er i orden. For at indfri løftet nedsatte man et ”udvalg vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed”. Det er sådan, vi gør i Danmark.
Udvalget skulle blandt andet vurdere, om der var behov for lovgivning om de offentligt ansattes ytringsfrihed. I april 2015 udsendte det så en betænkning, hvoraf det fremgik, at der var meget, man ikke kunne blive enige om.
ET FLERTAL anbefalede dog, at der ikke lovgives om offentligt ansattes ytringsfrihed eller meddeleret, og der var fuld enighed om, at der ikke bør gennemføres lovgivning om whistleblowerordninger. Den slags må myndighederne selv finde fodfæste i gennem nogle generelle retningslinjer. Det var vist så langt, som den daværende regering kom med dét valgløfte.
Udvalgets betænkning slår dog fast, at; ”der er vide rammer for offentligt ansattes adgang til som privatpersoner at fremsætte kritiske ytringer om eget arbejdsområde i den offentlige debat – uden at der derved sker brud på den loyalitetsforpligtelse, som offentligt ansatte også er underlagt. Friheden gælder ikke mindst udtalelser om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for de fremtidige forhold på arbejdspladsen”. Så skulle det vist være sat på plads.
OG SOM jeg ser det, har vi – om ikke andet – en moralsk pligt til at åbne munden. Det fremgår af vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed, at vores deltagelse i debatten faktisk er til gavn for samfundet, fordi vi i kraft af den specialviden, vi besidder, kan højne det faglige niveau i den offentlige debat. Det er os, som kan fortælle, hvilke praktiske konsekvenser de politiske beslutninger på det område, vi beskæftiger os med, har haft eller vil kunne få. Dermed har vi også nøglen til at åbne for nogle bedre politiske beslutninger. Det er et ansvar vi skal tage på os.
Lad mig derfor slutte af med at opfordre til, at de offentligt ansatte tager bladet fra munden. Både når vi oplever, at forholdene er kritisable og, når der findes gode løsninger, på de mange opgaver vi skal løse. Begge dele lader til at volde os lige store kvaler.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.