Edris Qasimi er født i Afghanistan og har haft en opvækst gennem tre verdner fra Kabul over Teheran til det kolde nord. I Danmark har han de sidste 11 år været en engageret debattør om dansk politik herunder især Danmarks udenrigspolitik i Mellemøsten. Som tidligere redaktør for et studieblad på SDU, elev i Politikens kritikerskole, redaktionsassistent på TV2 og ikke mindst som nuværende researcher hos UgebrevetA4 vil Edris skrive om dansk indenrigs- og udenrigspolitik, religion, multikulturalisme og ikke mindst terror og krig.
SIDEN REGERINGSSKIFTET i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen overtog magten fra Poul Nyrup, har vi haft fem integrationsministre i Danmark – vel at mærke alle fra partiet Venstre.
Man har brugt milliarder af kroner på alle mulige og umulige projekter og indsatser, som man mente ville fremme ”integrationen”. Og det er helt med vilje, at jeg sætter integrationen i gåseøjne. For hvad er det, vi mener når vi taler så meget om integration? Hvad er det for nogle kriterier, vi lægger vægt på, når vi betegner nogle for værende enten integrerede eller uintegrerede?
Selvom debatten om integration er dagligt levebrød for flertallet af de danske medier og politikerne i Folketinget, mener jeg ikke, at man har et konkret svar på disse spørgsmål. For at kunne fremme sagen om integration, er vi nødt til at lægge klare rammer og linjer for, hvad der forventes af de nye flygtninge, som gerne vil integreres i Danmark. Det er først derefter, at de overhovedet vil være i stand til at gøre sig nogle forhåbninger om at kunne tilegne sig den hellige titel - integreret.
DET HAR altid været et interessant spørgsmål for mig at finde ud af, hvornår man fra samfundets side kan blive betegnet som værende integreret. Hvad er det for nogle egenskaber, som integrations rollemodellerne, der jævnligt optræder i de danske medier, besidder? Er man integreret, hvis man har en uddannelse, arbejder, er økonomisk selvstændig og har en ren straffetest, men samtidig beder fem gang om dagen, går med tørklæde og tager til fredagsbønnen? Eller kræver det netop, at man opgiver tørklædet, begynder at feste hver weekend og tager et glas vin med vennerne, før man kan blive accepteret som en integreret person? Jeg stiller på ingen måde retoriske spørgsmål her. Jeg er faktisk ret forvirret, hvad angår dette komplekse begreb, som alle andre rundt omkring mig lader til at have forstået, siden de kan diskutere det i timelange debatter dag efter dag.
Kulturminister Bertel Haarder (V) har senest været ude med et forslag om at oprette en ny Kulturkanon, som skal sætte fokus på det kulturelle danske tankegods, som har været med til at gøre os til et folk med ”fælles kulturelle erfaringer”, og som kan skabe national sammenhængskraft. Bertel Haarder mener, at kulturkanonen primært vil kunne bruges af nytilkomne flygtninge og indvandre til at lære Danmark at kende og derved blive bedre integreret.
JEG HAR et andet forslag til ministeren. I stedet for igen at bruge millioner af kroner på at lave en kulturkanon som ikke engang halvdelen af etniske danskere forstår, så lav en konkret og præcis ”Integrationskanon”, hvor man kan læse, hvad der kræves af en for at være en integreret borger i samfundet. Nogle helt konkrete og forståelige kriterier og krav som udlændinge skal opfylde. Det vil rykke noget i samfundet hr. Haarder. Dit kulturkanon-projekt er med andre ord i mine øjne bare endnu et hyggeprojekt til ære for dine gamle højskole-glade venner.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.