Der skal en overraskelse til, hvis de danske mestre fra Gentofte Volley skal videre fra 16.-delsfinalen i den europæiske turnering CEV Cuppen.
Holdet tabte det første opgør i Finland til favoritterne fra VaLePa Sastamala med 0-3 i sæt, selv om det var tæt hele vejen, og derfor er kravet en sikker dansk sejr i returopgøret for at sikre avancement.
Med en sejr på 3-0 eller 3-1 i sæt på hjemmebane over topholdet fra den finske liga vil Gentofte tvinge kampen ud i et afgørende golden set.
Selv om det bliver svært, så tror træner Peter Borglund på muligheden.
- På papiret bliver det svært, erkender Gentofte-træneren i en pressemeddelelse fra Volleyball Danmark.
- Men vi havde nogenlunde styr på deres angribere, og hvis vi spiller klogt, en lille smule bedre og tror på vores chance, kan vi måske hente de ekstra par point i hvert sæt, som sikrer os sejren og tvinger kampen ud i golden set.
Et normalt sæt går til 25 point, men i et golden set spilles der kun til 15 point.
Returkampen spilles tirsdag i Gentofte klokken 19.
Gentofte indledte sæsonen i Champions League, men her røg man ud på tærsklen til gruppespillet, hvorefter man kom over i CEV Cuppen, som er den næststørste europæiske turnering.
/ritzau/