Danske soldater bliver sendt i kamp i Afghanistan med våben, de ikke har trænet med. Ofte skal de endda låne geværer af soldaterkammerater for overhovedet at kunne forsvare sig selv i kampens hede.
Det erkender Forsvarsministeriet i et notat, som Weekendavisen er kommet i besiddelse af.
Forsvarsministeriet skriver i notatet, at krigene i Irak, Afghanistan og indsatsen i Kosovo har tæret på ressourcerne. Så meget endda, at der mangler ammunition, geværer og kampvogne. Oveni er både det udstyr, forsvaret har, og de soldater, der er sendt ud, slidt.
Det allerstørste problem er dog, at det materiel, der bliver brugt i krig - for eksempel geværer og kampvogne - mangler på de danske øvelsesbaner. Derfor får soldaterne ikke ordentlig træning, inden de sendes til livsfarlige områder.
Konsekvens: Vi kan ikke sende flere soldater ud
Ifølge Weekendeavisen står der i notatet:
"For nærværende betyder mangler, at forsvaret ikke kan sikre, at enheder under uddannelse råder over tilstrækkelig materiel, hverken i kvantitet eller kvalitet, til at uddanne personel med det udstyr, som de senere får udleveret ved udsendelse. Manglen på erstatningsmateriel medfører, at materiel, der er gået tabt ved udsendte enheder, ikke tilstrækkeligt hurtigt kan erstattes, og at erstatningen alene kan ske ved at tage materiel fra enheder under uddannelse".
Interne kritikere i hæren har længe advaret om, at virkeligheden i hæren langtfra er i stand til at leve op til regeringens ambitioner om, at 2.000 danske soldater i 2009 skal deltage i internationale operationer.
De mål er det, advarer embedsmænd i Forsvarsministeriet, næppe muligt at opfylde.
I notatet står der ifølge Weekendavisen:
"Det er forsvarets vurdering, at det med den nuværende personelsituation vil være vanskeligt at nå den fastlagte målsætning på et kontinuert niveau svarende til 2.000 soldater eller kapaciteter svarende hertil i internationale operationer ved udgangen af 2009".
Forsvarsministeriet oplyser at udgifterne til materiel er steget med 60 procent fra 2002 til 2007. Det overstiger i ekstrem grad de 900 millioner kroner, som forsvaret har fået i ekstre bevilling til internationale opgaver.