Ritzau
Opdateret 17 apr. kl. 07:48
Det danske aktieindeks C25 falder 2,4 procent torsdag, efter at USA har fremlagt en plan om at pålægge told på varer fra en række lande og EU.
Værst ser det ud for smykkeselskabet Pandora og rederiet Mærsk, der falder henholdsvis 10,7 procent og over 9 procent.
C25 er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen. De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset.
Tidligere torsdag pegede aktieanalysechef hos Sydbank Jacob Pedersen på, at Pandora med produktion i Thailand og et stort salg i USA netop bliver hårdt ramt af den amerikanske told.
Det ser ud til, at Thailand bliver ramt af en told på 36 procent i USA.
Det var onsdag aften dansk tid, at den amerikanske præsident, Donald Trump, præsenterede en række nye toldsatser - herunder 20 procent på varer fra EU.
Kursfaldet i C25 er det største siden 20. december 2024, hvor Novo Nordisk-aktien faldt 20,7 procent efter at have offentliggjort nye data for vægttabsmidlet Cagrisema.
Novo Nordisk vægter grundet sin størrelse særligt tungt i C25.
C25-indekset toppede i september 2024. Siden har indekset tabt over 20 procent af sin værdi. Torsdag lukkede det i det laveste niveau siden efteråret 2023.
Det er ikke kun i Danmark, at aktierne er ramt af fald efter meldingen fra USA onsdag.
I Frankrig er det førende indeks faldet over tre procent, mens det tyske Dax-indeks torsdag eftermiddag også ligger til et fald på over tre procent, skriver AFP.
På børsen i Tyskland er det især Adidas og Siemens, som trækker ned med fald på henholdsvis over 11 og over 8 procent.
/ritzau/