FN's generalsekretær har udnævnt en dansker til en toppost i FN.
44-årige Anne-Birgitte Albrectsen er den nye vice-eksekutivdirektør i FN's Befolkningsfond, også kendt som UNFPA. Bureauet, der har hovedkontor i New York, arbejder blandt andet med folkesundhed og kvinders rettigheder.
"Der ligger en klar linje fra Danmarks indsats for fattigdomsbekæmpelse og fremme af kvinders rettigheder og reproduktiv sundhed til udnævnelsen af Anne-Birgitte Albrectsen til posten som vice-eksekutivdirektør i UNFPA," siger udviklingsminister Christian Friis Bach i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Anne-Birgitte Albrectsen kommer fra et job som centerchef for Udenrigsministeriets Ressourcecenter og har tidligere arbejdet i andre grene af FN.
Hun får også rosende ord med på vejen fra udenrigsminister Villy Søvndahl (SF).
"Jeg lægger stor vægt på, at Danmark gør alt, hvad vi kan, for at styrke FN. Derfor er jeg glad for, at en af vores stærkeste diplomater nu får en toppost i FN. Med indsatser i over 150 lande og et samlet årligt budget på godt 5 mia. kr. er udnævnelsen en betydelig tillidserklæring til Danmarks evne til at stille med højt kvalificerede kandidater til internationale stillinger," udtaler Villy Søvndal.
Anne-Birgitte Albrectsen er uddannet jurist.