Det var tre betroede medarbejdere, der igennem tre et halvt år lavede ulovlige aftaler om prisstigninger med fire andre selskaber.
Det fastslår Danfoss' koncernchef Niels B. Christiansen.
"Der er tre medarbejdere i Danfoss, der har gjort noget ulovligt, og det får vi en stor bøde for. Den bøjer vi nakken og tager," siger han på et pressemøde på Hotel Crown Plaza på Amager.
Flere gange brugte han ordet "pinagtigt", om den sag, der nu kommer til at koste virksomheden 669 millioner kroner. Det er den største bøde, et dansk selskab nogensinde har fået for karteldannelse.
Sagen har fået virksomheden til at skærpe kontrollen. Selvom det sker internt, foregår det ifølge Niels B. Christiansen helt uafhængigt.
"Den er så uafhængig, som en intern kontrolinstans, kan være. Den er uafhængig i den forstand, at den går udenom ledelsen. Det er ligesom vores whistleblower, hvor medarbejdere anonymt kan komme ind og give tip," siger han til Newspaq.
Sagen kom for dagens lys i februar 2009, hvor Europakommissionen tog på uanmeldt besøg hos Danfoss' datterselskab i Flensborg.
Herefter begyndte selskabet ifølge Niels B. Christiansen at afhøre medarbejdere - herunder de tre, der nu er blevet fyret. Men de undersøgelser bar ikke umiddelbart frugt, forklarer koncernchefen.
Karteldannelsen fik nemlig ingen betydning for virksomheden i Flensborg, som igennem alle årene kørte med voldsomme underskud.
Først da flere konkurrenter begyndte at give Europa-Kommissionen oplyser om sagen, kom de videre med undersøgelsen. De tre medarbejdere blev igen afhørt.
"På det tidspunkt, havde de ændret de forklaring," lyder det fra Niels B. Christiansen.
Derfor gik Danfoss-ledelsen til kommissionen og fik afskediget de tre betroede medarbejdere, der ifølge koncernchefen var to-tre led fra den øverste ledelse.
De får ingen anden straf end fyringen.