Blokader, lockouts og hamstringskoma. Danmark er kendt for sin model, hvor arbejdsmarkedets parter forandler sig til rette om arbejdernes løn og arbejdsforhold. Men i 1998 gik det galt,
Arbejdsmarkedets mastodonter, LO og DA, tørnede sammen, da arbejderne krævede seks ugers ferie. Dem kunne de godt skyde en hvid pind efter, fastslog arbejdsgiverforeningen.
Det gav startskuddet til en barsk storkonflikt.
Danskerne blev ramt af en hidtil ukendt hamstringstrang, som rettede sig mod langtidsholbare produkter i alle afskygninger. Særligt gær blev danskerne helt vilde med, og som de ivrigt byttede andre varer for at få.
Imens blev SAS-flyene i lufthavnen stående på landjorden, busserne holdt stille og supermarkeder blev tømt, fordi der hverken blev produceret eller transporteret varer som vanligt.
Nyrup som mgler
Efter elleve dage med en stadig mere afmagret befolkning fik Nyrup, den daværende socialdemokratiske statsminister, nok. Helt atypisk for den danske model, blandede regeringen sig i de forkludrede forhandlinger. Skaderne ville ganske enkelt blive for omfattende, hvis konflikten fik lov at fortsætte.
Og det var ikke arbejderne, der fik den største medvind af regeringens mægling.
I stedet for en sjette ferieuge fik arbejderne to omsorgsdage. Men det var akkurat nok til, at den undtagelsestilstand, der lammede landet, lettede.
Ifølge fagbevægelsernes beregninger går der typisk 12-13 år imellem storkonflikterne. Siden 1998 har forbundene skrabet store summer sammen til eventuelle trakasserier ved forhandlingsbordet. Alene fagforbundet 3F, som har 380.000 medlemmer, har mere end to milliarder kroner i pengetanken. Det kan række til seks ugers konflikt, fremhæver forbundet.
Om parterne kan enes, vil vise sig inden for den næste måned. En ny overenskomst skal være nået 13. februar. Den nuværende overenskomst gælder frem til 1. marts.