Der er gået 23 år, siden D-A-D hittede med 'Sleeping My Day Away'. Og nu er rockbandet klar til at satse på verdens største musikmarked - USA.
Til vinter vil gruppens tyske pladeselskab udgive det seneste D-A-D-album 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK' i både England og USA, skriver BT.
- Der er sket så meget, siden vi prøvede USA første gang. Dengang skulle vi passe ind i folks forventninger. I dag er vi ældre og bedre. Vi har hittene og erfaringen. Og vi kan få det, som vi vil have det, siger Jesper Binzer til BT.
Gruppen har indspillet fem akustiske udgaver af pladens bedste sange, der bliver vedlagt som bonusmateriale for de udenlandske fans.
Det er planen, at D-A-D skal på turné i England i marts. Og rockgruppen overvejer også at spille ved næste års South By Souhwest-festival i Austin, Texas.
- Det ville være fantastisk. Men det ligger endnu ikke helt fast, siger Jesper Binzer, ifølge BT.
Kilde: bt.dk