September er blandt årets travleste måneder for cykeltyve.
If Forsikring oplyser, at antallet af anmeldelser om cykeltyveri ligger 22 procent over en gennemsnitlig måned.
Der er god grund til at holde ekstra øje med cyklen i september.
En opgørelse fra If Forsikring viser, at antallet af anmeldelser om cykeltyveri i september ligger 22 procent over en gennemsnitlig måned. Opgørelsen bygger på de anmeldelser om cykeltyveri, som forsikringsselskabet har modtaget fra 2022 til 2025.
- Sommeren og sensommeren er højsæson for cykeltyve, og september er blandt de måneder, hvor risikoen er størst. Det er enormt frustrerende at få stjålet sin cykel, og for mange gør det hverdagen mere besværlig, siger Helene Ibsen, boligchef i If.
If advarer samtidig om, at cykeltyvene kan være meget risikovillige.
- Optagelser fra Rigshospitalet viser, hvordan tyve helt uforstyrret stjæler cykler ved højlys dag. Det understreger, hvor langt de er villige til at gå for at få fat i de dyre cykler. De er iskolde, siger Helene Ibsen.
Forsikringsselskabet anbefaler blandt andet, at cyklen sikres med både en fastmonteret lås og en kædelås, som går gennem stel og hjul og låses fast til et cykelstativ. Det er også en god idé at parkere et synligt og veloplyst sted, hvor mange mennesker færdes.
- Brug en godkendt, fastmonteret lås og en kædelås af god kvalitet.
- Parkér cyklen synligt og på et veloplyst sted.
- Brug cykelkælder, kælderrum eller cykelskur, når det er muligt.
- Lad ikke mobiltelefon, pung eller computer ligge frit i cykelkurven.
- Spænd dine ting fast på cyklen under cykelturen.
Det er ikke kun selve cyklen, tyvene går efter.cIf har tidligere advaret om tyverier af blandt andet mobiltelefoner, punge, computere og tasker fra cykelkurve og bagagebærere.
- Tyvene er ikke blege for at stjæle genstande fra cykelkurven lige for næsen af cyklisten, for eksempel når cyklisten holder stille for rødt lys. Derfor bør man aldrig lade mobil, pung eller andre værdigenstande ligge løst i cykelkurven, siger Helene Ibsen.