Villy Søvndal var i dag for første gang på besøg i USA som udenrigsminister.
Traditionen tro var der mange rosende ord tilovers for hinanden.
Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton roste blandt andet det danske engagement i Afghanistan, og på spørgsmålet om, hvorvidt det ændrer noget for forholdet, at Danmark har fået en socialistisk udenrigsminister, der ofte har udtalt sig særdeles kritisk om USA, svarede Clinton:
"Jeg kan virkeligt slet ikke genkende den gentleman, du lige har beskrevet. Mit møde med ministeren har været venligt og konstruktivt," sagde Clinton ved pressemødet.
Også Villy Søvndal havde efterfølgende rosende ord om sin kollega.
"Jeg er meget tilfreds med mødet, der bekræftede vores tætte samarbejde på en række centrale udenrigspolitiske områder. Meget er sket i amerikansk politik siden Bush. Også herhjemme har vi fået ny regering. Men mødet med Clinton bekræftede, at vi har et godt og ærligt forhold til USA, der muliggør en dialog - både om de emner, der samler og de som skiller os," siger Søvndal i en pressemeddelelse.
Villy Søvndal har efterfølgende haft møder i Kongressen med senator John McCain og det fremtrædende demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Steny Hoyer