Far er hverken sur eller skuffet, far er vred.
Sådan kan man forkorte Villy Søvndals reaktion på den forsidehistorie B.T. bragte torsdag morgen om Helle Thornings skatteforhold.
"Hvis nogen synes, jeg virker vred, så er det fordi, jeg er vred. Den måde behandler man bare ikke hinanden på i et politisk system," siger han til Newspaq, og langer hårdt ud efter Skat, hvorfra de nye oplysninger angiveligt stammer.
"Det er ganske tankevækkende at personfølsomme - i en valgperiode som den har - tilflyder en avis. Det er helt uhørt. Jeg kan ikke huske noget mage til," lyder det fra Søvndal.
Han ønsker ikke at gå ind i de konkrete oplysninger i sagen.
"Der er ikke noget nyt i sagen. Når den kommer nu, er det jo, fordi B.T. ønsker at sværte Helle Thorning-Schmidt til," pointerer Søvndal.
B.T. skriver, at Thorning fra 2000 til 2005 har haft et for stort skattefradrag i størrelsesordenen 100.000 kroner. Eksperter kalder det en sjuskefejl.