Spekulationerne om hvor Christian Poulsen spiller i næste sæson vil nok vare det meste af sommeren.
Den danske midtbanespiller, som tirsdag ankom til landsholdstræningen i Helsingør, har det fint med at være i venteposition i franske Evian.
- Jeg står helt frit til at gøre, hvad jeg vil. Og det har jeg det fint med. Jeg har haft et rigtigt godt år i Frankrig i en lille klub, som virkelig har ambitioner.
- Jeg har mødt nogle søde mennesker, som jeg har fået et forhold til. Så jeg føler også, at jeg har nogle forpligtigelser over for dem, siger Christian Poulsen.
Den tidligere Liverpool- og Juventus-spiller har kontraktudløb denne sommer og kan bruge sommerens EM-slutrunde som et udstillingsvindue.
- Umiddelbart er det Evian, der ligger og lurer, og så handler det måske også om, om der er andre muligheder.
- Jeg er rigtig glad for Evian, så hvis det skal være en anden udfordring, skal det være et eller andet, som virkelig tænder mig, og som jeg gerne vil have med, siger han.
Et skifte til dansk fodbold og FC København ligger umiddelbart ikke i kortene for den tidligere FCK-profil.
- Der skal en del til, før vi rykker igen. Vi har tre børn nu, og de går i skole i Frankrig nu, så det skal være noget rigtig spændende, før jeg vil skifte, fastslår Christian Poulsen.
Kunne det godt være i en af de ligaer, du har prøvet før?
- Det kunne det godt være, lyder det kortfattet fra Christian Poulsen.
Efter en time af tirsdagens træning udgik han med ondt i ryggen, men det var en skade, han havde med fra Frankrig.
- Lige i dag er jeg lidt træt. Jeg har et trælår i venstre side, og jeg har et slag i ryggen fra i forgårs, så jeg skal lige i gang, forklarer Christian Poulsen.