Mange vil sikkert savne Marianne Jelveds lavmælte og insisterende krav på saglighed i partilederdebatterne ved næste folketingsvalg. Andre vil glæde sig over at slippe hendes bedrevidende påståelighed. Uanset hvad, så er det en af dansk politiks centrale politikere, der nu takker af på den store scene.

Med hendes exit er hele den gamle garde fra de seneste årtier væk - der bliver ingen Mimi Jacobsen, Nyrup, Holger K., Marianne Jelved eller Lykketoft til at udfordre de gamle; Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard. Det er overladt til Khader, Helle Thorning og altså Margrethe Vestager. Hvordan det kommer til at spænde af, er en anden historie.

I maskinrummet

Marianne Jelved blev efter en karriere som lokalpolitiker i nordsjællandske Gundsø i 1987 stemt ind i folketinget af en flok vendelboere i Hjørring-kredsen. På det tidspunkt sad de radikale toppolitikere som ministre under Poul Schlüter, så skolelæreren Jelved blev gruppeformand allerede året efter og dermed politisk leder.

»Der var ikke så mange andre at tage af,« som hun senere har fortalt om udnævnelsen.

Med sin nidkære saglighed og flid befæstede hun hurtigt positionen, så hun kunne modstå Niels Helveg Petersens krav på posten, da partiet i 1990 forlod regeringen. Derfor var det naturligt, at hun som radikal førstedame indtrådte i Nyrups første regering efter tamilskandalen i 1993. Og det er i de næste otte år, Marianne Jelved indskriver sig i den politiske Danmarkshistorie. Mens de fleste radikale får våde drømme af at tænke på kulturbærende områder som kirke og undervisning, satte Marianne Jelved sig som økonomiminister ned i regeringens maskinrum sammen med den anden fyrbøder; finansminister Mogens Lykketoft. Hun satte al sin troværdighed ind på, at landets økonomiske genopretning efter Anker Jørgensens regeringer skulle fortsætte.

Hun besvimede

At Marianne Jelved år efter år kunne møde op i klassen hos sine EU-kolleger som den scenevante duks med de fineste karakterer i økonomiske nøgletal, fortæller om en fuldbyrdet mission. Godt gået af et menneske, der som barn var så sensitiv, at hun besvimede, da hun skulle sige et par bevingede ord på sin fars 50-fødselsdag. Og som endte med at spise en hel pose bolsjer selv, da hun i femte klasse var for genert til at dele ud til klassekammeraterne.

Rollen som udslagsgivende midterparti har længe været en hjørnesten i radikal selvforståelse, og Marianne Jelved har haft svært ved at forlige sig med, at regeringen med Dansk Folkeparti har kunnet regere uden radikal nåde. En længe næret modvilje mod Anders Fogh Rasmussen blev i kølvandet på Muhammedkrisen til decideret had hos Marianne Jelved, da hun i et interview kaldte Fogh for farlig for landet. En udmelding, der førte til rynkede øjenbryn hos nogle gruppemedlemmer, der følte, at Marianne Jelved var på vej til at parkere partiet som et socialdemokratisk støtteparti. En klemme, som Marianne Jelved forsøgte at løse ved at udpege sig selv som statsministerkandidat og præsentere en række ultimative krav til kommende samarbejdspartnere.

En whiskey

At Marianne Jelved lige siden er blevet draget i tvivl som radikal leder, og at Naser Khader dannede Ny Alliance fortæller, at den mission ikke lykkedes. Der har utvivlsomt været flere nætter på det seneste, hvor Marianne Jelved er stået op midt om natten og skænket sig en whiskey af yndlingsmærket Glenfiddich. Tidligere ville der ved samme lejlighed være røget en del filterløse King’s cigaretter, men den vane er lagt på hylden. Sammen med drømmene om at blive den første radikale statsminister siden 1968.

Nu bliver der i stedet tid til fordybelse i filosofiske bøger, samtaler med manden Jan og samvær med de fire børn og otte børnebørn. Både i hjemmet på Frederiksberg og i det store familiesommerhus på Sjællands Odde.