Brasiliens højesteret er onsdag aften blevet evakueret, efter at to eksplosioner har fundet sted udenfor bygningen.
Det oplyser højesteret ifølge Reuters i en udtalelse sent onsdag aften dansk tid.
En mand er samtidig blevet fundet død nær retten, lyder det fra brasiliansk politi og fra øjenvidner på stedet.
Den første eksplosion skete på en parkeringsplads, der ligger nær højesteret. På brasiliansk tv lyder det, at den stammede fra en parkeret bils bagagerum.
Højesteret ligger i landets hovedstad, Brasilia.
20 sekunder efter lød den anden eksplosion, men det står ikke klart, præcis hvor i området den fandt sted.
Politiet undersøgte efterfølgende området for at sikre, at der ikke var mere sprængstof.
Landets rigsadvokat kalder på sociale medier eksplosionerne et angreb, skriver Reuters.
På et torv, der ligger over for retten, har politiet også fundet liget af en mand.
En politibetjent fortæller til brasilianske medier, at den afdøde er blevet fundet med sprængstof på sig. Liget skal derfor håndteres med stor forsigtighed i forsøget på at forebygge endnu en eksplosion.
Ifølge Reuters siger en embedsmand i forbundshovedstadens styre, at manden inden sin død forsøgte at trænge ind i højesteret, og at han spillede en rolle i begge eksplosioner.
Det menes, at han selv mistede livet i eksplosionerne, siger embedsmanden, hvis præcise titel ikke fremgår.
Dommere og andre medarbejdere har som følge af evakueringen forladt bygningen. Nær højesteret ligger Brasiliens præsidentpalads, som præsident Luiz Inacio Lula da Silva havde forladt blot få minutter før eksplosionerne.
Det brasilianske medie UOL skriver, at en mand med sprængstof onsdag aften blev set ved højesteret, men det fremgår ikke, hvor mediet har oplysningerne fra.
/ritzau/