De kaldte hende ’Englemagersken’. Dagmar Overby var en massemorder af den værste slags. Koldblodig. Beregnende. Impulsiv og alligevel iskold.
Flere end 20 børn nåede hun at sende til himmels, inden hun i 1920 blev afsløret af en mistænksom mor.

Moderen havde som så mange andre kvinder før hende afleveret sit barn til Dagmar, fordi barnet var født uden for ægteskab. For 100 år siden betød det, at en kvinde blev udstødt af samfundet, og derfor var kvinderne parate til at betale flere hundrede kroner – eller en hel årsløn – for at få andre til at passe deres uægte børn.

Moderen regnede som de øvrige kvinder med, at Dagmar passede godt på hendes barn og gav det en god opvækst.
Det gjorde hun ikke. Som regel nåede døren til lejligheden på Enghavevej 21 i København kun akkurat at smække bag mødrene, inden Dagmar Overby kvalte deres lille barn eller overhældte det med petroleum og smed det i kakkelovnen.

»En menneskekender«

»Hun havde en forrygende evne til at manipulere. Hun var menneskekender og intelligent nok til at gennemskue de ulykkelige mødres bekymringer og skam, og hun kørte uden tøven på begge dele. Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige for at få dem til at overdrage barn og penge, og hun forsikrede dem om, at det var bedst ikke at have en videre kontakt.
Hun holdt sig heller ikke for god til at myrde barnet og straks efter skrive moderen et brev om, hvor godt det gik med barnet,« fortæller Karen Søndergaard Jensen, som har skrevet bogen ’Englemagersken’.

Gemt mellem bjælkerne

I et enkelt tilfælde pakkede Dagmar et dødt barn ind og gemte det på loftet. Det var sommer, og det ville vække mistanke, hvis der kom røg ud af skorstenen. Hun gemte det mellem bjælkerne på Enghavevej, hvor det mange år senere blev fundet, indtørret som en mumie. Et andet barn blev gemt i latrinen på Assistens Kirkegård, mens et tredje blev bragt i kuffert til Jylland, hvor det blev begravet.
Dagmar Overby nåede selv at få flere børn, som døde, men en enkelt datter levede. 

En dag var hun løbet ud i gården, mens Dagmar selv var på vej op i lejligheden med et barn, hun lige havde hentet hos en enlig mor.
Dagmar gik i tanker om at stoppe myrderierne og beholde barnet for at starte på ny med en lykkelig familie. Men på vej ind i lejligheden slår det klik for hende.
 »Hun får øje på en spand med vand, der står på gulvet. Hun har gjort rent om morgenen. Et blik på spanden, et blik på barnet, og så er der ikke længere afstand mellem tanke og handling. Hun drukner barnet. Det illustrerer hendes hurtige skift i sindsstemning og tankegang,« siger Karen Søndergaard Jensen.

Knogler i kakkelovnen

De mange drab stopper først, da den mistænksomme mor insisterer på at komme tilbage i lejligheden og se det barn, som hun fortryder at have afleveret til Dagmar Overby. Hun føler sig underligt afvist og kontakter politiet, som en efterårsdag i 1920 tropper op i lejligheden på Enghavevej og finder det lille barns knogler i kakkelovnen. Dagmar Overby bliver i 1921 dømt til døden som psykopat, men senere benådet og i stedet sat i fængsel, hvor hun dør i 1929, 42 år gammel.

Historien er aldrig blevet filmatiseret eller dramatiseret, før dramatiker Lotte Arnsbjerg faldt over en artikel i en avis og besluttede sig for at sætte stykke op på Teatret ved Sorte Hest.
Researchen gav hende et indblik i Dagmar Overbys liv, og den har også gjort hende klogere på sin egen hverdag, for den uhyggelige historie siger noget universelt om mennesker, mener Lotte Arnsbjerg. 

»Det er en meget vild historie, som handler om, at vi skal prøve ikke at give vores egne traumer videre til vores børn. Hvis vi ikke er elsket af vores forældre, må lære at elske os selv og putte kærlighed ind i det store, tomme rum. Ellers kan vi komme til at gøre noget ondt, fordi vi er ude af kontrol med os selv,« siger Lotte Arnsbjerg og sætter det i relation til hverdagen:
»Man kan tænke på det i forhold til, hvad man siger til hinanden. Det er godt at trække vejret en enkelt gang, før man råber ’fuck dig’ i trafikken og i stedet se på, hvor den vrede kommer fra. Det er som regel noget gammelt,« lyder det fra kunstneren.