Julie på to år lander hårdt i et buskads. Hendes mor har smidt hende i vrede. Hun slår den lille pige hårdt. Igen. Og igen.
Datteren bliver frivilligt anbragt på døgninstitutionen Korsløkke i Odense, fordi moren ikke kan lade være med at slå sit barn. Trods volden mener personalet, at Julie skal blive ved med at se sin mor tit.
Og det er – hvor slemt det end lyder – det helt rigtige.
Det er nemlig med til at give sammenhæng i børnenes liv, som ellers er splittet. Det vurderer psykolog Ida Schwartz, lektor på Odense Socialpædagogiske Seminarium. I fredags forsvarede hun sin ph.d. om dagliglivet på døgninstitutionen Korsløkke, som er førende i Danmark inden for forældresamarbejde.
Slipper for spekulationer
»Forældrene kommer og putter deres børn, er med til at spise aftensmad og se Fjernsyn for dig . Kontakten betyder, at børnene bekymrer sig mindre, end de ellers ville. De slipper for at have en masse fantasier og tanker om, hvad der sker med far og mor derhjemme. Deres savn bliver mindsket, og det er meget betydningsfuldt for børn,« forklarer psykologen.
Ida Schwartz fortæller, at den vedvarende kontakt kan gøre det nemmere for både børn og forældre, når børnene senere flytter hjem igen, eller hvis de skal videre i familiepleje.
Og lige meget, om forældrene har slået eller er alkoholmisbrugere, holder børnene af deres forældre, mener forstander på Korsløkke Kaj Madsen.
»Vores udgangspunkt er, at forældrene er de vigtigste personer i børnenes liv uanset hvad. Hvis de mister kontakten, vil de være bekymret, for de ved godt, at forældrene ikke har det godt,« siger han.
Risikerer svingdørsbørn
Kaj Madsen ser også samarbejdet som vigtigt, fordi forældre med frivilligt anbragte børn kan finde på at hente deres børn hjem, hvis de ikke føler sig respekteret og hørt.
»Og så får vi svingdørsbørn, fordi børnene kommer hjem og på institution igen, når tingene ikke længere fungerer derhjemme,« siger han. Forstanderen tror endda, at den tætte kontakt mellem barn og forældre kan forhindre, at nogle af børnene ender i kriminalitet. Det samme tror Rikke Olesen, der er mor til Mike på 12 år og Nathalie på syv. Begge børn, der har DAMP, som gør dem hyperaktive, har boet på Korsløkke. Nu bor de hos plejefamilier.
Rikke Olesens eksmand bankede hende og børnene, og selv lider hun af depression.
Tæsk og urolige børn
»Det har været meget kaotisk med tæsk, en dum kæreste og børn, der aldrig sov eller konstant stak af. Da Mike var seks år, rendte han rundt i Vollsmose og lavede ballade, så politiet måtte hente ham. Så jeg sagde til kommunen: Gør noget, ellers kommer jeg til at slå på mine børn,« siger Rikke Olesen.
»Korsløkke har været guld værd. Det betyder meget, at man får lov til at være med og ikke bliver holdt udenfor. Det har været min redning. Ellers tror jeg, at min søn var blevet som banditterne, der hænger ud på banegårdscentret og laver ulykker og spiller smart,« siger den 35-årige mor.
Men det har ikke været let:
»Det er et nederlag at erkende, at man ikke kan styre sit barn. Heldigvis har pædagogerne været gode til at snakke med mig.«