Harun er sygeplejerske og arbejder lige nu på Rigshospitalets Neonatalklinik.
Han har syv års erfaringer inden for sygeplejen. Han har tidligere arbejdet som både som sosu-hjælper og sosu-assistent og været ansat på plejehjemme, hjemmepleje samt på social psykiatriske bosteder.
Harun har også arbejdet frivilligt som rådgiver om HIV-Aids hos LGBT foreningen i København, og været bestyrelsesmedlem i FN Malmø afdelingen i et år for sætte fokus på miljø og fattigdom i Afrika.
Harun vil blogge med udgangspunkt i sin hverdag som sygeplejerske, og som tidligere asylansøger, der har været igennem systemet, vil han også skrive indlæg om integration af indvandrere og flytninge.
"EN KÆMPE julegave til politikerne" stod der på forskellige aviser.
Julegaven er på 52 millioner kroner og er skatteydernes penge.
Imens politikerne med forskellige udtalelser gennem sociale medier lige nu prøver at vise det som en selvfølge og helt nødvendigt for deres præstation som politikere, har jeg én ting, jeg gerne vil have en forklaring på.
Her kan du læse mere om, hvorfor politikerne vil hæve den økonomiske støtte, som folketingsgrupperne modtager til deres arbejde.
Da jeg sammen med andre sygeplejersker og sosuer hver eneste dag har råbt og fortalt om 80-årige fru Jensens behov og ønske om at få ordentlig, varm mad på bordet, komme i bad, få tid til at drikke en kop kaffe med sin hjemmehjælper og få lov til at selv at bestemme over sit liv og leve livet uden planlagt og skemalagte toiletbesøg, fik vi altid en ting at vide:
"Men der er jo ingen penge."
Imens mange sosuer og sygeplejersker går ned med stress, arbejder under pres og går med dårlig samvittighed over, at de ikke kan give den nødvendige hjælp til fru Jensen - og får besked på at spare op, løbe stærkere og må sige farvel til kollegaen pga. besparelser, snupper politikerne 52 millioner kroner, som de fandt på et døgn, og vil bruge på at lette arbejdet for dem selv.
NÅR SYGEPLEJERSKER, sosuer og pædagoger efterlades i store dilemmaer hver dag på grund af tids- og ressourcemangel og tvinges til at acceptere svære arbejdsforhold ved at blive opfordret til at være mere effektive og løbe stærkere, undrer det mig, hvorfor politikerne selv ikke kunne acceptere deres egen arbejdsvilkår og være mere effektive, men kræver 52 millioner skattekroner for at få flere medarbejdere, som personlige rådgivere, hvis eneste opgave er at forstærke deres politiske synspunkter og holdninger og gøre dem mere populære.
Hvordan kan det dog være mere værd end at lindre og redde liv?
Hvis 80-årige fru Jensen selv skal betale fra sin egen lomme til privat assistance for at få opfyldt alle de basale daglige gøremål, hun gerne ville have gjort, men i dag ikke kan, fordi hun er ramt af en frygtelige alderdom og slidgigt, som gør, at hun ikke kan stå på benene med støvsugeren, fordi slidgigten driller - hvorfor skal politikerne så have ekstra penge for at have assistance?
Hvis fru Jensen tvinges til at søge privat hjælp, fordi hun ikke synes, den kommunale hjemmepleje ikke gør det godt nok pga. tidsmangel, og derfor må undvære penge for sager til den søde tand ved siden af kaffen, hvorfor kan politikerne så ikke selv betale for den ekstra assistance, de har brug for?
EN SYGEPLEJERSKES startløn i dag er på 23.000 kr. - det vil sige 276.000 kroner om året.
Da jeg gik i gang med at regne på, hvor mange sygeplejersker og sosuer, man kunne ansatte for de penge, og så resultatet, blev jeg dybt frustreret.
Mest af tanken om, at en del af de penge, der blev skaffet på et døgn, kom fra min kollegas stilling, som måtte afskaffes.
Jeg får besked på at løbe stærkere, fru Jensen må spise kedelig mad og følge et skema, fordi pengene skal bruges på politikerne.
Er det rigtigt forstået?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.