Mette og hendes mand har glædet sig i mere end otte måneder til at blive forældre. Hun er lige kommet hjem til det lille hus på Amager efter barnevognsbarsel-shopping med ham inde i byen. Træt og øm i hele kroppen. Pludselig banker det på døren. Hendes mand rejser sig og trasker ud for at åbne.

Få minutter senere sidder Mette i en politibil. Højgravid og på vej bag lås og slå i Vestre Fængsel. Hendes arbejdsgiver, Udlændingestyrelsen, har anmeldt hende til ordensmagten som medskyldig i den såkaldte kinesersag om falske opholdstilladelser til kinesiske højskoleelever. Sagsbehandleren er blevet sigtet for at have modtaget bestikkelse.

”Jeg var i chok. Mere er der ikke at sige om det. Punktum”, konstaterer 36-årige Mette kort om indledningen på det personlige mareridt. Et mareridt der kun lige var begyndt.

Veer i Vestre Fængsel

Dagen efter bliver Mette fremstillet i grundlovsforhør med et krav om varetægtsfængsling.  Dommeren vælger, at lytte til anklagemyndigheden. Hun slipper først ud et par uger senere, da veerne begynder at melde sig. På Frederiksberg Hospital føder Mette en pige. Hendes følelser er et stort kaos. Glæde, vrede og bekymringer. Bekymringer, vrede og glæde. Frem og tilbage i hele registret.

I dag fem år senere tænker Mette, at hun ikke kunne have født på et bedre tidspunkt. Hendes lille pige blev den lykke, der gjorde, at hun ikke knækkede på at være sigtet og senere tiltalt gennem mere end to år. To år under mistankens åg før en frikendelse på alle tiltalepunkter. Et åg hun aldrig slipper helt af med. Tror du nu alligevel ikke hun er skyldig? er et spørgsmål, der ikke behøver at forlade læben, før Mette kan mærke det.

”Det skulle i hvert fald ikke gå ud over hende. Så jeg koncentrerede mig om min datter. Men det kan man selvfølgelig ikke. Ikke hele tiden”, husker Mette.

Afmagt og arbejdsløshed

Mettes bekymringer og vrede æder ikke kun løs på hende selv. Ægteskabet begynder at knirke og går til sidst i opløsning. Efter tårerne og smerten er det værste ikke have en ganske almindelig hverdag. Som alle andre mennesker. Udlændingestyrelsen og hende selv er gensidigt blevet enige om at indstille ansættelsesforholdet. Men hun har ikke mod på at søge et nyt arbejde.

”Jeg var stavnsbundet. Hvordan skulle jeg forklare om alle de dage, jeg skulle bruge i retten? Det duede jo bare ikke”, forklarer hun.

Arbejdsløsheden forstærker Mettes følelse af uretfærdig afmagt. Da der i efteråret 2007 endelige skal afsiges dom i forhold til tiltalerne kan hun mærke, at et bristepunkt er ved at være nået. Hun mindes, at det er som om, at det ikke er hende selv, det handler om, da dommeren læser frifindelsen op. At et eller andet har sat sig fast.

”Jeg jublede ikke. Det føltes ikke som en sejr. Jeg tror det tog 14 dage, før jeg rigtigt begyndte at mærke i mig selv, det var ved at være forbi”.

Lykkeligt dobbeltliv

Kort tid senere har Mette sundet sig så meget, at hverdagen for alvor trækker i hende igen. Hun begynder at søge jobs og bliver ansat i en kommune på det sociale område. Det er befriende at være tilbage, men også kompliceret at begynde i en ny stilling. Natten før hendes første arbejdsdag spekulerer hun på, om der er løbet rygter i forvejen om hende. Og om hun skal fortælle hendes historie til nogen af de nye kolleger. Hun vælger at tie.

”Ingen af mine kolleger kender min historie. Jeg håber det bliver ved med at være sådan. Man risikerer altid, at der hænger en flig af en mistanke ved. Heldigvis har mine venner troet på mig og støttet mig hele vejen igennem”, reflekterer Mette.

Mettes frygt for at mistænkeliggjort igen gør, at hun aldrig inviterer kolleger med, når hun er sammen med vennerne. Eller omvendt. For det kan jo være at én af dem i et ubetænksomt øjeblik kommer til at sige noget.

”Det lærer man at leve med. Det værste er den vrede og sorg, som kan komme op i mig, når jeg tænker tilbage. Men generelt er jeg efterhånden blevet sådan ganske almindeligt lykkelig. Hverken mere eller mindre end naboen”.

Denne artikel bygger på  et interview med den ene af de sigtede to sigtede i den såkaldte kinesersag i Udlændingestyrelsen, baggrundsoplysninger fra hendes daværende forsvarsadvokat samt nyhedsartikler. ”Mette” har ønsket at være anonym, da hverken hendes nuværende kolleger eller arbejdsgiver er bekendte med hendes erfaringer. Hun oplyser, at hun er kommet med videre sit liv og ikke ønsker at risikere sladder i kontorkrogene og yderligere mistænkeliggørelse.

F