Endnu en del af Femern Bælt-tunnelen er kommet på plads.
Hovedentreprenøren FLC har installeret det tredje tunnelelement i tunnelrenden omkring 500 meter fra Lollands kyst. Dermed er tre af de i alt 89 elementer til den 18 kilometer lange tunnel mellem Danmark og Tyskland nedsænket.
Det 217 meter lange betonelement vejer 73.500 ton. Det blev torsdag aften trukket fra fabrikken ved Rødbyhavn til tunnelrenden af fem slæbebåde. Fredag begyndte selve nedsænkningen, og i løbet af lørdag blev elementet koblet sammen med den allerede installerede del af tunnelen.
- Hver nedsænkning er en krævende præcisionsopgave, hvor mange dele skal spille sammen. Derfor er vi meget tilfredse med, at endnu et element nu ligger sikkert på havbunden, siger Lasse Vester, vicekontraktdirektør i Sund & Bælt.
- Længde: 18 kilometer
- Antal tunnelelementer: 89
- Installerede elementer: 3
- Vejtrafik: To spor i hver retning
- Jernbane: To elektrificerede spor
- Rejsetid i bil: Cirka 10 minutter
- Rejsetid med tog: Cirka 7 minutter
Elementets sider skal nu dækkes med sten og skærver, som skal holde det sikkert på plads i tunnelrenden. Samtidig fortsætter arbejdet frem mod nedsænkningen af det næste element.
Det tredje tunnelelement har fået navnet Heiligenhafen efter den tyske kystby i delstaten Slesvig-Holsten tæt på Fehmarn.
Femern Bælt-forbindelsen bliver en sænketunnel med motorvej og elektrificerede jernbanespor. Ifølge Sund & Bælt bliver rejsetiden gennem tunnelen cirka ti minutter i bil og syv minutter med tog.