Et tip om salg af narkotika fra en bolig i det centrale Aalborg førte torsdag til en ransagning, en anholdelse og en fængselsdom på blot syv timer.
En yngre mand blev torsdag den 30. juli idømt to års fængsel ved Retten i Aalborg. Han blev dømt for at være i besiddelse af 306,23 gram kokain med henblik på videresalg og for allerede at have solgt euforiserende stoffer. Det oplyser Nordjyllands Politi.
Ved ransagningen fandt politiet også genstande, som viste, at der var sket et betydeligt videresalg af stoffer. Manden modtog dommen.
Retten konfiskerede samtidig mandens mobiltelefon og 31.700 kroner i kontanter.
Tip førte til ransagning
Nordjyllands Politi var kommet på sporet af manden efter at have modtaget et tip om narkosalg fra hans bolig.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Politiet ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om efterforskningen eller sagens nærmere omstændigheder.
Vicepolitiinspektør Mikkel Lousdal fremhæver, at sagen blev afsluttet usædvanligt hurtigt.
- Der gik kun 7 timer. Fra at Operativ Specialefterforskning foretog anholdelse af manden, og til at anklagemyndigheden derpå fremstillede pågældende i retten, og at der således faldt dom. Det var virkeligt godt og effektivt arbejde, siger han.