For første gang nogensinde udgør huse med energimærke A, B eller C et flertal af de solgte villaer og rækkehuse i Danmark. I første halvår af 2026 havde 60,2 procent af de handlede huse et af de tre bedste energimærker, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.
Udviklingen er markant, når man ser nogle år tilbage. I første halvår af 2020 lå andelen på 43,5 procent, og går man helt tilbage til 2016, havde blot 33,1 procent af de solgte huse et af de tre bedste mærker. På ti år er andelen altså næsten fordoblet.
Det mest udbredte enkeltmærke blandt de solgte huse i første halvår 2026 er energimærke C, som tegner sig for 36,8 procent af salget. Samtidig er andelen af solgte huse med de dårligste mærker – D, E, F og G – faldet tilsvarende over perioden.
Flere af denne type
Hos Boligsiden peger kommunikationsdirektør og boligøkonom Birgit Daetz på, at udviklingen først og fremmest handler om, at den eksisterende boligmasse gradvist ændrer karakter.
- Nogle huskøbere går selvfølgelig dedikeret efter et energioptimeret hus med et af de bedste energimærker, men den stigende andel af huse med energimærke A, B eller C skal nok nærmere ses som et udtryk for, at flere huse generelt bliver renoveret og energioptimeret og derfor også helt naturligt fylder mere i den samlede boligmasse og dermed i boligsalget, siger Birgit Daetz.
Energimærkningen af boliger afspejler husets varme- og energiforbrug. De bedste mærker, A og B, gives typisk til nyere byggeri eller til huse, der er blevet grundigt renoveret med blandt andet efterisolering, nye vinduer og moderne varmekilder som varmepumper. Mærke C dækker en bred kategori af huse, der enten er opført under nyere bygningsreglementer eller løbende har fået energiforbedringer.
Udviklingen skal ses i lyset af de senere års stigende energipriser, politiske krav om grøn omstilling og tilskudsordninger, der har gjort det attraktivt for boligejere at investere i energioptimering. Samtidig bidrager nybyggeri, som lever op til skærpede energikrav, løbende til at trække gennemsnittet op.