Den amerikanske fastfoodkæde Taco Bell er på vej til Danmark.
Det fremgår af et nyt jobopslag, hvor kæden søger medarbejdere til sin kommende restaurant i København. Taco Bell søger personale til både køkkenet og betjeningen. Medarbejderne skal blandt andet tilberede og servere mad, tage imod gæster og sørge for rengøring og orden i restauranten.
Ifølge jobopslaget bliver restauranten i København begyndelsen på en større dansk satsning. Taco Bell oplyser, at kæden planlægger at udvide til flere steder i Danmark frem mod 2027.
Der er ikke oplyst en præcis åbningsdato eller adresse på den første restaurant.
Ansøgere bliver indkaldt til samtaler løbende, fremgår det af opslaget.