Bilister på Holstebromotorvejen øst for Herning skal fra onsdag den 5. august forvente nedsat hastighed, omkørsler og længere rejsetid.
Vejdirektoratet skal lægge ny asfalt på en 13 kilometer lang strækning fra nord for rastepladsen Søby Øst til krydset med Herningmotorvejen.
Arbejdet foregår i begge retninger og ventes at vare omkring seks uger, afhængigt af vejret.
Trafikken bliver på dele af strækningen ledt over i de modsatte spor, så der kun er ét farbart spor i hver retning. Fra- og tilkørsler kan desuden blive spærret midlertidigt.
Der vil også være perioder, hvor motorvejen bliver helt lukket. Spærringerne bliver varslet med skilte cirka en uge i forvejen, oplyser Vejdirektoratet.
Arbejdet udføres både om dagen samt om aftenen og natten.