Nye flyruter og stor efterspørgsel på charterrejser sendte 377.744 passagerer gennem Billund Lufthavn i juli. Det er 7,3 procent flere end i juli sidste år, oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.
Årets travleste dag blev lørdag den 18. juli, hvor godt 15.000 passagerer benyttede lufthavnen.
- De nye ruter fra Norwegian og Wizz Air har givet vestdanskerne endnu flere valgmuligheder, og sammen med en stærk chartertrafik har de været med til at løfte passagertallet, siger lufthavnens administrerende direktør, Jan Hessellund.
Kreta var den mest populære destination i juli, efterfulgt af London, Mallorca, Antalya og Rhodos.
Også luftfragten voksede. I juli håndterede lufthavnen 7.651 ton gods, hvilket var 3,2 procent mere end i samme måned sidste år.