Det kan være svært at vide, hvor den nærmeste gårdbutik gemmer sig, og endnu mere besværligt at besøge flere lokale producenter på samme indkøbstur.
Det problem vil softwareudvikler Mathias Faulkner fra Vodskov forsøge at løse med appen Din Lokale Bod. Den digitale platform samler vejboder, gårdbutikker og mindre fødevareproducenter, så forbrugerne kan finde lokale varer og i nogle områder bestille fra flere producenter med afhentning på samme sted.
- Vi oplevede, at mange gerne ville handle lokalt, men at det kunne være tidskrævende at køre rundt til flere forskellige producenter. Derfor udviklede vi en afhentningsstedsfunktion, som gør det langt mere praktisk for forbrugerne, siger Mathias Faulkner.
Ifølge virksomheden har mere end 130 producenter tilmeldt sig platformen.
Fra idé til investering
Projektet har også fået økonomisk opbakning fra Erik Dalsro Jørgensen, der er livsstilslandmand og investor.
Han er blevet medejer af virksomheden og ser appen som en mulighed for at skabe en tættere forbindelse mellem producenterne og de mennesker, der køber deres varer.
- Når man sælger direkte til forbrugeren, oplever man en helt anden kontakt, og en større del af værdien bliver hos producenten, siger Erik Dalsro Jørgensen.
Platformen er gratis at bruge for både producenter og forbrugere. Det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, hvordan virksomheden på længere sigt skal tjene penge.
Flere varer, én afhentning
Appens centrale funktion er, at forbrugerne kan købe varer hos flere forskellige producenter og afhente den samlede bestilling ét sted.
Udvalget kan ifølge virksomheden blandt andet bestå af æg, kartofler, hvidløg, frugt, grøntsager og kød. Antallet af afhentningssteder skal løbende udvides.
- Vi forkorter vejen fra producent til forbruger. Det burde give plads til, at både producenten får en bedre betaling for sine varer, og at forbrugeren får adgang til friske kvalitetsprodukter til en attraktiv pris, siger Mathias Faulkner.