En automatisk nummerpladescanner førte fredag politiet på sporet af en 36-årig kvinde, der nu er sigtet for blandt andet salg af narkotika og ulovlig våbenbesiddelse.
En patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi standsede kort før middag en bil på Sønderborgmotorvejen. Via automatisk nummerpladegenkendelse kunne betjentene se, at bilens ejer var frakendt førerretten. Det var den 36-årige ejer, der sad bag rattet.
Betjentene fik samtidig mistanke om, at hun var påvirket af narkotika. Ifølge politiet blev mistanken bekræftet af en narkotest.
Patron fundet i tasken
Politiet undersøgte herefter kvinden, bilens passager og selve bilen for ulovlige stoffer. Under undersøgelsen fandt betjentene en patron i kvindens taske. Fundet førte til, at politiet ransagede hendes bolig i Sønderborg Kommune.
Her blev der ifølge politiet fundet cirka 157 gram amfetamin, 271 gram hash, 778 gram heroin og seks gram kokain. Politiet fandt desuden mere ammunition og flere våbendele, som kvinden ifølge sigtelsen ikke havde tilladelse til at besidde.
Den 36-årige blev anholdt og sigtet for salg af narkotika og ulovlig våbenbesiddelse. Hun er også sigtet for at køre uden førerret og for at køre bil påvirket af narkotika.
Kvinden blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.
Hun blev efterfølgende varetægtsfængslet i fire uger. Hun nægter sig skyldig.