559.833 danskere blev i 2025 registreret med parodontitis, oplyser tandlægekæden Tandliv med henvisning til tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Parodontitis er en betændelsessygdom, som nedbryder vævet og knoglen omkring tænderne. Uden behandling kan tænderne blive løse og i værste fald gå tabt.
Tandlæge og klinikejer Zohair Azzouzi oplever, at nogle patienter på grund af tandlægeskræk venter i flere år med at søge hjælp.
- Vi ser patienter, der har levet med smerter og undgået tandlægen i mange år. Det, der kunne være blevet løst med en tandrensning eller en mindre fyldning, ender i nogle tilfælde med tandudtrækning, implantater eller større rekonstruktioner, siger han.
• Fortæl allerede ved tidsbestillingen, at du er nervøs eller bange.
• Vælg en tandlæge, der har erfaring med patienter med tandlægeskræk.
• Aftal på forhånd, hvad der skal ske, og lav et tydeligt stopsignal, hvis du får brug for en pause.
• Bed tandlægen forklare behandlingen trin for trin og oplyse pris og forventet forløb.
• Tag eventuelt en pårørende med, og brug musik eller afspændingsøvelser til at dæmpe uroen.
• Tal med tandlægen om bedøvelse og eventuel beroligende medicin, hvis angsten er stærk.
• Regelmæssige og i begyndelsen korte besøg kan hjælpe med at bryde mønstret, hvor frygten fører til nye afbud.
Kilde: Tandlægeforeningen
Ifølge tandlægen udvikler frygten sig for nogle til skam over tændernes tilstand. Det kan få dem til at udskyde besøget yderligere, mens problemerne vokser.
Parodontitis kan udvikle sig gennem længere tid uden kraftige smerter. Derfor kan sygdommen være fremskreden, før den bliver opdaget.
• Sygdommen rammer tandkødet og knoglen omkring tænderne.
• Den kan medføre løse tænder og tandtab.
• Sygdommen kan udvikle sig uden stærke smerter.
• Behandling kan blandt andet bestå af grundig tandrensning.
• Regelmæssige undersøgelser kan hjælpe med at opdage sygdommen tidligere.
Kilder: Tandliv og Sundhed.dk