De fleste har ikke præcist styr på, hvor mange genstande de drikker.
I en spørgeskemaundersøgelse for Kræftens Bekæmpelse svarer 70 procent af de adspurgte med et alkoholforbrug, at de aldrig tæller ugens genstande. Samtidig svarer 84 procent forkert, når de bliver spurgt, hvor mange genstande Sundhedsstyrelsen højst anbefaler om ugen.
- Mange danskere er ikke bevidste om, hvor meget de drikker, og om de holder sig på den rigtige side af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne højst drikker 10 genstande om ugen og højst fire på samme dag. Intet alkoholforbrug er helt uden risiko, og risikoen for blandt andet sygdom stiger med forbruget.
Undersøgelsen viser også, at personer, der kender anbefalingen på 10 genstande, oftere holder regnskab med deres forbrug.