Københavns Kommune har afsluttet bekæmpelsen af egeprocessionsspinderen på de kommunale arealer ved Artillerivej på Amager.
Larverne og deres reder er blevet fjernet, og de advarselsskilte, der blev sat op i området, er nu taget ned. Det oplyser Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning.
Larven blev første gang fundet ved Artillerivej i begyndelsen af juli. Siden har kommunen kortlagt dens udbredelse og fået et eksternt firma til at fjerne larver og reder på de arealer, som forvaltningen har ansvaret for.
Nye fund kan stadig dukke op
Kommunen vurderer, at arbejdet er afsluttet på de steder, hvor larven indtil videre er blevet fundet. Det kan dog ikke udelukkes, at egeprocessionsspinderen dukker op andre steder i København.
Kommunen fortsætter derfor med at holde øje med egetræerne på sine arealer og er klar til at reagere på nye henvendelser fra borgere. Bliver egeprocessionsspinderen fundet på et egetræ i en privat have eller kolonihave, anbefaler kommunen, at ejeren kontakter en professionel skadedyrsbekæmper.
Kommunen har desuden samlet gode råd her