Den amerikanske burgerkæde Five Guys skruer hurtigt op for sin danske satsning. I dag mandag den 3. august åbner kæden sin anden restaurant i Danmark. Den nye restaurant ligger i Kajen Food Hall på Fisketorvet i København.
Åbningen kommer blot fem uger efter, at Five Guys den 29. juni åbnede sin første danske restaurant i Fields. Dermed går kæden hurtigt fra lancering til udvidelse på det danske marked.
- Vi har oplevet en stærk interesse for Five Guys siden åbningen i Fields, og vi er glade for allerede nu at kunne åbne vores anden restaurant i København, siger Ricky Simonsson, der er driftsdirektør for Five Guys Scandinavia.
De to restauranter ligger begge ved store københavnske indkøbscentre, men henvender sig til forskellige kundegrupper. Mens Fields blandt andet tiltrækker pendlere, familier og gæster til Royal Arena, ligger Fisketorvet tæt på kontorer, biograf, metro og Vesterbro.
Five Guys blev grundlagt i USA i 1986 og har ifølge kæden næsten 2.000 restauranter på verdensplan. Kæden er ikke den eneste nyere amerikanske fastfoodaktør med planer i Danmark. Også Taco Bell er på vej ind på det danske marked.