Når Tour de Jylland begynder den 13. august, bliver det for første gang med start på Sjælland.
De første to etaper køres fra Klampenborg til Tisvildeleje og videre til Sjællands Odde. Herefter fortsætter cykelturen i Jylland med etaper fra Aarhus til Egmont Højskolen og videre mod Hou og Himmelbjerget. Tour de Jylland består samlet af fire etaper og 265 kilometer, men deltagerne behøver ikke køre hele ruten. Det er muligt at deltage på en enkelt etape eller blot en del af turen.
Arrangementet er gratis og åbent for personer både med og uden handicap. Der stilles heller ikke krav om en bestemt type cykel eller et bestemt træningsniveau.
Skabte løbet efter alvorlig ulykke
Bag initiativet står Michael Dvinge, som blev alvorligt hjerneskadet, da han under en morgencykeltur blev påkørt af en bilist. Ulykken betød, at han blev kørestolsbruger og fik svært ved at finde en plads i de traditionelle motionsløb og cykelfællesskaber. Derfor skabte han Tour de Jylland, hvor fællesskabet og oplevelserne på turen er vigtigere end fart og resultater.
- Da jeg startede Tour de Jylland, var målet at vise, at cykling skal være for alle. Nu tager vi næste skridt og bringer fællesskabet til Sjælland, siger Michael Dvinge.
Han håber, at flere vil få lyst til at deltage, uanset om de vil køre en enkelt etape eller hele turen.
Tour de Jylland bliver i år afholdt for fjerde gang.
Cyklistforbundet bakker op
Cyklistforbundet opfordrer også sine medlemmer og andre cyklister til at deltage.
- Løbet viser, at cykling kan samle mennesker på tværs af forudsætninger, siger projektleder i Cyklistforbundet Mai-Britt Aagaard Kristensen.
Hun peger på, at forskellige specialcykler i dag gør det muligt for flere mennesker med fysiske begrænsninger at opleve glæden og friheden ved at cykle.
Turen køres fra den 13. til den 16. august. Tilmelding foregår på Tour de Jyllands hjemmeside.