Eleverne på Akademisk Studenterkursus i København får mulighed for at vælge arabisk i stedet for tysk, fransk eller et af de andre klassiske fremmedsprog.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) har nemlig godkendt en treårig forsøgsordning med faget. Det skriver Altinget.dk.
Godkendelsen kommer efter en længere debat om, hvorvidt gymnasierne må udbyde fremmedsprog som tyrkisk og arabisk på lige fod med de klassiske fremmedsprog, som eleverne skal have ud over engelsk.
- De arabisktalende lande har stor økonomisk, men også politisk og kulturel betydning for Danmark. Det er derfor en fordel for os, at unge har et indgående kendskab til arabisk sprog og kultur, siger Christine Antorini.
Der har tidligere været tvivl om, hvilke kriterier gymnasierne skulle leve op til for at få godkendt en forsøgsordning med et nyt andet fremmedsprog.
Derfor har ministeriet nu udformet en række retningslinjer, gymnasierne kan søge ud fra.
Ministeriet vil blandt andet se på, hvilken økonomisk, politisk og kulturel betydning sproget har for Danmark, før de siger god for et nyt sprogfag.
Dansk Folkepartis børne- og undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, er langt fra tilfreds med beslutningen og kræver, at forsøget skal evalueres.
Han mener, at faget vil være modersmålsundervisning i forklædning.
- Jeg synes, det er noget pjat. Dem, der vil vælge det, er elever, som i forvejen taler arabisk derhjemme. Så får de et halvdårligt dansk, et halvdårligt engelsk og bliver i stedet gode til arabisk, siger han.
Han mener ikke, at handlen mellem Danmark og Mellemøsten er særlig omfattende.