Det er et sørgeligt og foruroligende billede, der bliver tegnet af professionel cykelsport i den tykke rapport om sagen mod Lance Armstrong, som det amerikanske antidopingagentur Usada offentliggjorde onsdag.
Det mener direktøren for Anti Doping Danmark Lone Hansen efter at have gennemlæst den omfattende rapport.
- Det er sørgeligt, at det er så massivt. At en person som Armstrong, der ellers har været fremført som en stor helt, var så dominerende i forhold til doping.
- Ikke bare har han selv brugt det og syntes, det var ok. Han har også været distributør og lagt et stort pres på de hjælperyttere, han havde med, for at Armstrong selv kunne få sine resultater, siger Lone Hansen.
Den danske antidopingchef er meget begejstret for rapporten, fordi den for alvor tager fat på dopingbekæmpelse, selv om der ikke findes positive dopingprøver som bevismateriale.
- Det er et massivt og meget gennemarbejdet materiale. Det betyder, at der er åbnet for at arbejde med det her.
- Det er et kæmpearbejde, som Usada har lavet, og det er ikke noget, man bare lige gør. Det ville være svært for en organisation, som den vi har i Danmark, at lave noget lignende, siger Lone Hansen.
Hun mener, at Usadas metode gør det lettere at få skovlen under de sportsfolk, der benytter sig af de mest moderne dopingprodukter, som ikke kan spores i en normal dopingtest.
- Det er super i forhold til, at vi godt ved, at vi er bagud i forhold til mange af de produkter, som rytterne benytter sig af. Vi er lidt på bagkant, og det her giver muligheder for os for at holde trit med rytterne igen, siger Lone Hansen.