Da Malou Stella fra De Unge Mødre for to uger siden flyttede fra sin lejlighed, gik det så stærkt, at hun glemte at få alle sine ting med. Se og Hør afslører nu, at realitystjernen efterlod lyserøde piller, væksthormoner, et hul i væggen, en del af sønnens legetøj og en lejlighed i sørgelig stand.
Den unge realitystjerne boede i lejligheden i Søborg sammen med sin mor, Britta Navarana Rasmussen og sin femårige søn Tino, men måtte pludselig flytte ud for 14 dage siden. Familien var åbenbart dårligt forberedt på flytningen, for ikke nok med at de først fik pakket færdig en time før midnat, hvor de skulle være ude - de efterlod også en del skrammel og afslørende personlige ting i lejligheden.
I køleskabet stod der to ampuller med væksthormon, der bruges til doping, og i en lille pose klistret op under en hylde var der tre halve lyserøde piller. Derudover glemte familien at tage deres sofaer med, og der var både aske i skabene, klistret gulv og hul i den ene væg.
Også børnesokker, legetøj og en lille cykel blev efterladt. Dem må femårige Tino undvære fremover.
Familien er nu nødt til at overnatte på venner og bekendtes sofaer, men vil ikke ud med, hvorfor de var ødt til at flytte fra lejligheden, inden de nåede at finde et nyt sted at bo.
Malou Stellas mor siger til Se og Hør, at væksthormonet tilhører en af datterens venner og at de lyserøde piller sandsynligvis er antidepressiver. Hun mener desuden, at de havde gjort ordentligt rent, inden de flyttede ud af lejligheden.