Som hovedregel må borgere ikke have en masse penge på kistebunden og samtidig få kontanthjælp.
I langt de fleste sager kommer kommunerne frem til den rigtige afgørelse, når en borger med formue får afslag på kontanthjælp. Men i 11 procent af sagerne ville Ankestyrelsen have ændret på afgørelserne eller have sendt dem tilbage til en ny behandling i kommunerne. Det viser en ny undersøgelse, som Ankestyrelsen har lavet, skriver Fagbladet 3F.
Styrelsen har set på 130 sager fra 14 kommuner. Sagerne handlede alle om afslag på kontanthjælp efter reglen om formue, og i 14 af de 130 sager er der fejl.
Ifølge Ellen K. Lykkegård, gruppeformand og ansvarlig for det socialpolitiske område i 3F, er tallet for højt.
- Man må kigge på, om det er bagateller, der tales om. Og det er det langt fra. Der er tale om folks eksistensgrundlag. Derfor synes vi, at selv 11 procent er for højt, siger hun.
Brian Siggaard, konsulent for kontanthjælpsområdet i KL, er uenig. Han understreger, at kommunen er der for borgeren, og at medarbejderne i kommunerne tager området meget seriøst.
- Dem, der sidder med det her ude i kommunerne, ved jo godt, at det er afgørende for folks liv, at sagerne bliver vurderet rigtigt.