En engelsk undersøgelse viser, at et gennemsnitligt engelsk æg i dag indeholder 25 pct. mindre mættet fedt, færre kalorier og mere E- og D-vitamin end for 30 år siden. Danske æg er formentlig blevet tilsvarende sundere.
Du kan godt klække et ekstra æg i omeletten i morgen. En undersøgelse fra det britiske Institute of Food Research http://news.ifr.ac.uk/2012/07/nutrition-in-eggs/ viser nemlig, at hønseæg er blevet sundere over de sidste 30 år. Årsagen er bedre foder, men også hønernes højere ydelse, skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers netmagasin Foodculture.dk.
- Undersøgelsen viser, at et gennemsnitligt engelsk æg i dag indeholder dobbelt så meget selen, 75 pct. mere D-vitamin, mere E-vitamin, 25 pct. mindre fedt og 10 pct. mindre kolesterol. Forskerne mener, det skyldes, at man i 1980'erne gik fra at fodre dyrene med kød- og benmel til at bruge en blanding af hvede, majs, vegetabilsk olie og foder med højt proteinindhold, siger sektorchef for æg i Landbrug & Fødevarer Jørgen Nyberg Larsen.
Det nye foder øger optagelsen af vitaminer og andre næringsstoffer, mens faldet i mængden af kolesterol tilskrives, at hønerne lægger flere æg, men ikke producerer mere kolesterol.
- Den danske og engelske æggeproduktion har været i gennem den samme udvikling, og jeg forventer, at de danske æg også er blevet tilsvarende sundere, siger sektorchefen.
Ægget skal opdateres
Det forventes dog først at være omkring årsskiftet, at der kommer et endeligt svar på, om danske og engelske æg har været i gennem den samme udvikling. I samarbejde med Fødevarestyrelsen er DTU Fødevareinstituttet i fuld gang med at analysere næringsstofindholdet i forskellige typer af danske æg. Resultaterne skal opdatere Fødevaredatabanken, der bl.a. anvendes til planlægning og beregning af kostsammensætning i sundhedssektoren, til forskning og monitering af kostindtag, og af virksomheder til udarbejdelse af næringsdeklarationer.
- Det er længe siden, at danske æg er blevet analyseret for deres næringsværdier, og vi er nu gået bredt ud og testet de forskellige typer. Vi forventer at se forskel på f.eks. buræg og økologiske æg, da hønerne spiser forskelligt. Hvis vores undersøgelse viser betydelige ændringer i næringsstofindhold i æg, vil disse nye data indgå i baggrundsmaterialet for en kommende revision af kostrådene, siger Pia Knuthsen til Foodculture.dk.