Amerikanerne har The American Dream . Kan vi ikke have vores egen danske drøm ? Med så mange forskellige baggrunde er vi nødt til at have et mål, som kan forene os alle.
Mit barn, der er født og opvokset her i Danmark, er gået igennem det danske system, altså vuggestue, børnehave, folkeskolen og nu gymnasiet. Med meget stor sandsynlighed vil han tilbringe resten af sit liv i Danmark. Det er derfor, drømmen skal hedde Den danske drøm . Denne drøm skal få ham til at elske Dannebrog, Kongehuset, Grundloven og Det dejlige Danmark.
Jeg har en drøm, hvori vores sønner skal slås skulder ved skulder for Danmark - og hvis denne dag skulle komme engang, ville den få meget af mistilliden og angsten mellem danskere og de fremmede til at forsvinde.
Havde vi denne eller en lignende drøm, ville min søn ikke være i fængsel i dag, men i sin skoleklasse. Vi forældre havde undgået den forfærdelige smerte, som vi døjer med døgnet rundt i disse dage. Lad os i fællesskab bygge den drøm, som vil give vores børn lyst til at skabe ting og ikke brænde ting.
Lad os skabe en drøm, der vil overflødiggøre imamer og præster i kommunikationen mellem os. Lad dem blive ved deres opgaver og ikke ved bindeleddet. Vores bindeled må være vores alle sammens drøm.
Måden, vi debatterer disse ting i disse dage på, fjerner os fra hinanden. Vi må prøve noget nyt, gå nye veje, som vil give fornemmelsen af nyforelskelse og sommerfugle i maven. Jeg ved, der er mange, og håber, at der er flere, der er enige med mig i disse linier.
Lad os tænke over, hvor langt man er nået, efter at Martin Luther King sagde de berømte ord »I have a dream«.
Vi har alle brug for store drømme. Kære politikere: Er det værd at overveje at prøve at skabe den drøm?
Med venlig hilsen
Besim og Susan Aydogmus, forældre til fængslet brandstifter med tyrkisk baggrund