Henrik Hall går i stå et sted mellem kaffemaskinen og mælken. Den snart 60-årige rockmusiker fryser i et spørgsmål: Hvorfor er det lige, at landets medier bogstaveligt talt står i kø for at tale med ham om ’Chok, Suk og Koma’ – hans blot andet album, der udkommer i dag?

»Måske er det, fordi der ikke rigtig er andet at skrive om. Eller fordi jeg er gammel. Eller også er det en okay plade,« funderer han og accelererer igen op i omdrejninger.

Den let ranglede krop med de fjedrende led – som regel ulasteligt svøbt i sort jakkesæt – drejer lige en halv omgang, og så har han selv et svar parat:

»Nej, jeg gider ikke være så beskeden. Jeg synes sgu, det er blevet en ret god plade.«

Det nytter sjældent at sætte sit lys under en skæppe i rock’n’roll. Gør du det, ender du som en skygge.

Det ved Henrik Hall om nogen i dansk musik.

Efter aldrig nogensinde at have forfulgt sin egen succes udgav backingsangeren og mundharpenisten fra Love Shop i 2006 sin debut, kaldet ’Solo’.

Pladen blev en af det års mest roste. Rent faktisk ramlede roserne ned over en forbløffet Henrik Hall, der blandt andet fik følgende svada med fra dansk musikkritiks præsident, Klaus Lynggaard fra Dagbladet Information:

»Dette er en gysende fantastisk plade, der har ramt mig lige i solar plexus, stor stor kunst fra en varm, vild og vedkommende kunstner.«

Man kunne vist fint fastslå, at Henrik Hall var parat som solokunstner. Måske kunne han ligefrem have debuteret med held et par årtier eller tre forinden?

»Måske. Men det ærgrer mig egentlig ikke så meget. Så skulle jeg jo have lavet den plade noget før, og det gjorde jeg altså ikke.«

En dyster idiot

Til gengæld går der altså mindre end to år mellem pladerne nu. Og i forhold til den noget dunkle ’Solo’ har Henrik Hall med ’Chok, Suk og Koma’ forsøgt at lave en noget mere ungdommelig og dansabel plade.

Om det er lykkedes, kan nok diskuteres.

Lyrikken og hele det new wave-elektroniske klangunivers’ møde med rå rock’n’roll trækker mere på Scorsese end Morten Korch, konstaterer han selv. Og det kan også være lidt svært at bortforklare den noget dystre titel (der i parentes bemærket handler om den meningsløse knivvold) med at ville lave en ’lysere plade’, som han selv proklamerer i en pressemeddelelse.

»Hvorfor har jeg kaldt pladen det? Jamen, det er jo, fordi jeg er en idiot. Det havde jeg slet ikke tænkt på,« udbryder Henrik Hall og stikker af i et af sine hyppige grin.

En ydmyg tilgang

Henrik Hall har måske ikke altid trivedes lige fint i skyggen af andre musikere. Men han affandt sig som regel med rollen.

Rent faktisk skulle det smågeniale poporkester Love Shop – med Jens Unmack og Hilmer Hassig som de musikalske entreprenører – gå i opløsning, før Henrik Hall rørte på sig.

Det usædvanligt lange tilløb kan til dels forklares med en noget uambitiøs tilgang til musikken. I hvert fald en ydmyg tilgang.

Henrik Hall levede sine første 10 år i Esbjerg på den jyske vestkyst. Og derefter bosatte forældrene sig i sovebyen Herlev – en perifer forstad til København.

»Hvis jeg var opvokset ude i Hellerup, havde det måske været mere naturligt for mig, at jeg sang, og så kunne jeg muligvis også have fået lov til at få en uddannelse som musiker. I stedet blev det den klassiske historie om, at mine forældre syntes, jeg skulle have et mere sikkert erhverv.«

Ikke desto mindre investerede Henrik Hall engang i teenageårene i et trommesæt, mens hans bror og en tredjemand sørgede for bas og guitar. Med tiden lærte Henrik Hall også at beherske de andres instrumenter, ligesom keyboardet blev besejret, og han kom nærmest til at mestre tværfløjten. Bedst blev Henrik Hall dog på mundharpen, som var hans hørbare kald.

Men ikke mere end at det druknede i fester.

Hall rummer mere

Først da Henrik Hall rundede de 30, måtte han til at agere voksen og ansvarlig. På en partyferie til Barcelona og omegn faldt han for den ni år yngre Gitte, og fire måneder efter var hun gravid.

Selvom Henrik Hall egentlig var uddannet skiltemaler, fik han job som musiklærer på en lilleskole. Derfra var der ikke langt til at lave musik igen, og da teatersport kom på mode op gennem 1980’erne, hægtede Henrik Hall sig på scenekunsten.

Han nåede at komponere til 25 forskellige forestillinger, inden han ved et tilfælde kom i kontakt med nydannede Love Shop, der godt kunne bruge en gedigen mundharpe på albumdebuten.

Hilmer Hassig og Jens Unmack blev så begejstrede, at Henrik Hall kom med til Love Shops koncert på Roskilde Festival i 1991, og derfra var han fast medlem. Det passede ham fint, for Love Shop havde samme fornemmelse for og følelse med popmusik. Alligevel foreslog Henrik Hall aldrig sin egen musik, når der skulle laves nyt materiale:

»Næ, de havde jo et sangskrivermakkerskab, som sådan set var ret rost. Det var ikke mit bord, men lysten til at spille mit eget pressede sig da mere og mere på.«

Da Love Shop gik i opløsning i 2004, fik han det endelige skub ud over rampen op i rampelyset. Det blev et af dem, man ikke fortryder.

»Jeg er ufattelig glad for, at jeg har fået det gjort. Jeg har en fornemmelse af, at der er potentiale i min sangskrivning. Jeg har ret mange sange i mig endnu.«