Sønner af indvandrere går oftere efter uddannelser som datatekniker, webudvikler og IT-supporter end efter traditionelle håndværksfag som murer og tømrer. Blandt mænd, der gennemfører en erhvervsuddannelse, er sønner af indvandrere omkring 30 procent mere tilbøjelige til at gennemføre en digital uddannelse end mænd med danskfødte forældre. Det viser et studie støttet af ROCKWOOL Fonden.
Forskellen findes på tværs af elevernes karaktergennemsnit fra folkeskolen. Derfor mener forskerne, at valget ikke nødvendigvis skyldes færdigheder eller personlige præferencer. Manglende netværk og mulig diskrimination kan ifølge forskerne gøre det sværere at få adgang til praktikpladser på de traditionelle erhvervsuddannelser.
- Barrierer i adgangen til traditionelle erhvervsuddannelser kan potentielt betyde, at talent ikke altid matches med de rette uddannelser, siger Mathias Fjællegaard Jensen, seniorforsker ved University of Oxford.
Det sker, selvom de traditionelle erhvervsuddannelser ifølge studiet i gennemsnit giver en højere løn efter endt uddannelse end de digitale.