Et afslag på drømmeuddannelsen behøver ikke betyde, at planerne om at studere skal sættes på pause. Der er fortsat ledige studiepladser på en lang række uddannelser hos VIA University College. Det gælder blandt andet uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver og ingeniør.
På mange af uddannelserne kan nye studerende begynde omkring 1. september. Andre pladser gælder vinteroptaget i februar 2027.
VIA har i år tilbudt 5.073 kvalificerede ansøgere en studieplads. Det er 67 færre end sidste år og svarer til et fald på 1,3 procent.
Mange ledige pladser uden for Aarhus
12 af de 14 VIA-uddannelser i Aarhus har allerede fyldt alle pladserne.
Uden for Aarhus ser billedet anderledes ud. Her er der blandt andet ledige pladser på uddannelser til lærer, pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, ergoterapeut, ingeniør, bygningskonstruktør, designer og professionsbachelor i skat. VIA udbyder uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland, herunder Viborg, Skive, Silkeborg, Herning, Holstebro, Horsens og Randers.
- Vi håber på et stort efteroptag af nye ansøgere, da arbejdsmarkedet i høj grad mangler professionsuddannede til at understøtte velfærdssamfundet, siger prorektor Helle Kruuse-Andersen fra VIA University College.
Ifølge VIA er søgningen til uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver samlet faldet med godt 30 procent gennem de seneste ti år.
Samme uddannelse, lavere adgangskrav
Uddannelserne hos VIA har ifølge professionshøjskolen samme faglige niveau, uanset hvilken by de ligger i. Til gengæld er adgangskvotienterne ofte lavere uden for Aarhus, fordi færre søger uddannelserne i de mindre uddannelsesbyer.
- Jeg anbefaler alle, der har fået afslag på drømmeuddannelsen, at overveje andre uddannelser og andre uddannelsesbyer. Erfaringen er, at man som studerende sagtens kan blive glad for en alternativ uddannelse eller et andet uddannelsessted end det, der blev søgt i første omgang, siger Helle Kruuse-Andersen.
Hun peger på, at mange unge fra blandt andet Vestjylland søger mod Østjylland, selv om den samme uddannelse findes tættere på deres hjemegn. Det betyder, at uddannelserne i Aarhus bliver fyldt, mens der fortsat kan være ledige pladser i andre dele af regionen.
VIA oplyser, at studievejledere i de kommende uger står klar til at behandle ansøgninger og besvare spørgsmål fra interesserede.