En 18-årig mand er blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel for grov vold efter et knivoverfald i Tilst ved Aarhus. Det skriver TV 2 Østjylland.
Den unge mand blev lørdag fremstillet ved Retten i Aarhus. Han var i første omgang sigtet for drabsforsøg, men under retsmødet blev sigtelsen ændret til grov vold. Den 18-årige erkendte sig skyldig, og retten kunne derfor afsige en straksdom.
Overfaldet fandt sted mandag den 20. juli, hvor en 25-årig mand blev slået og stukket i hoften med en kniv ved Langkærvej. Han blev efterfølgende behandlet på hospitalet og var ikke i kritisk tilstand.
Selv om den 18-årige blev idømt fængsel, blev han løsladt efter retsmødet. Straffen skal afsones på et senere tidspunkt.